Skanska sælger boligprojekt på Amager for 1,2 mia.

Skanska har indgået en aftale med Fastighets AB Balder om opførelse af 430 boliger til udlejning på Amager. Skanska har udviklet projektet, der omfatter i alt 42.000 kvadratmeter boliger fordelt på fem boligblokke.
Skanska har udviklet og solgt Amager-projektet for 1,2 milliarder kroner til Fastighets AB Balder. Illustration: Skanska.
Skanska har udviklet og solgt Amager-projektet for 1,2 milliarder kroner til Fastighets AB Balder. Illustration: Skanska.

Skanska har solgt boligprojekt med fem boligblokke på Amager Strandpark til Fastighets AB Balder. Prisen for de 42.000 kvm boliger er på over 1,2 milliarder kroner, og det store byggeri skal ligge lige overfor Øresund Metrostation i et område, hvor Skanska tidligere har udviklet en række eksklusive lejligheder.

Opførelsen af boligerne sker over fem etaper. Første etape omfatter 90 boliger til indflytning i foråret 2017. Sidste etape forventes afsluttet i 2018. Balder forestår selv udlejning af boligerne.

Det er vores største danske boligprojekt til dato, og et projekt hvor vi har udviklet et alsidigt produkt til den moderne familie.

Peter Nymann-Jørgensen Adm. direktør, Skanska A/S

– Vi er glade for at fortsætte vores gode samarbejde med Balder i Danmark og indgå endnu en aftale om et af vores boligprojekter. Det er vores største danske boligprojekt til dato, og et projekt hvor vi har udviklet et alsidigt produkt til den moderne familie, som også Balder ser kvaliteten i, siger Peter Nymann-Jørgensen, adm. direktør i Skanska A/S, i en pressemeddelelse.

Rækkehuse og penthouses

Der bliver tale om tre boligtyper. I stueplanet bliver der rækkehuse i to etager med tilhørende have, fra 3.-5. sal opføres der mindre lejligheder og øverst penthouseboliger, hvor udsigten over området kan nydes fra egen terrasse. Hertil kommer 210 parkeringspladser i p-kælder og på terræn.

I udviklingen af boligerne er der lagt vægt på at skabe en alsidig bebyggelse, der bliver bundet sammen af grønne gårdrum. Bebyggelsen har samtidig en åbenhed ud mod det omkringliggende område.

– Den variation og kvalitet, der er i boligerne, tiltaler os meget og gør projektet helt specielt. Samtidig er beliggenheden unik og tæt på strand, rekreative områder og metro til City og lufthavnen. Vi er derfor meget tilfredse med købet, siger finanschef i Balder, Marcus Hansson.

I alt 42.000 kvadratmeter fordelt på fem boligblokke indeholder projektet, der skal ligge lige over for Øresund Metrostation. Illustration: Skanska.
I alt 42.000 kvadratmeter fordelt på fem boligblokke indeholder projektet, der skal ligge lige over for Øresund Metrostation. Illustration: Skanska.

Relateret indhold