DM i Skills
- I 2019 er der igen DM i Skills.
- Det er en konkurrence, hvor EUD-elever kæmper om at løse udfordringer så præcist og hurtigt som muligt.
- Fagene kæmper indbyrdes om at blive danmarksmestre, og vinderne bliver kvalificeret til VM i Skills, der afholdes i Rusland.
- Konkurrencen bliver afholdt i Næstved til April.
- Dagens Byggeri vil være til stede under hele konkurrencen.
Rekruttering af arbejdskraft er et af de helt store emner indenfor både byggeri og anlæg. En af løsningerne på udfordringen er at få flere unge igennem erhvervsuddannelserne – noget man i SkillsDenmark arbejder på gennem det årlige DM i håndværk.
Dagens Byggeri har spurgt direktør i SkillsDenmark Simon Neergaard-Holm, hvad der prægede 2018 – og hvad der skal ske i 2019.
Der skal mere praksisfaglighed i Folkeskolen, og her kan rollemodellerne fra landsholdene og DM i Skills få en vigtig rolle at spille.
Simon Neergaard-Holm, direktør i SkillsDenmark
Dansk medaljehøst
Da de to unge anlægsgartnere Peter Levin og Jesper Frederiksen blev udråbt som sølvvindere ved EM-afslutningsfesten, EuroSkills 2018 i Budapest, var det et af årets absolutte højdepunkter for SkillsDenmark.
De byggede videre på de bronzemedaljer, deres forgængere havde taget ved det forrige EM, og jubelen var stor.
Vi fik flere medaljer den septemberaften i Budapest:
Sølv til flisemurer og bager, bronze til mureren. “Medaillons of Excellence” til landsholdets landbrugsmaskinmekaniker og bygningssnedker.
Igen havde Danmark høstet medaljer ved årets største, internationale konkurrence, og vores stolthed skal ikke mindst ses i lyset af, at mange af de store nationer bruger langt flere ressourcer på træning af deres konkurrencedeltagere, end der er råd til hos de danske fag.
Dansk EUD kan noget særligt
Skills-landsholdet – er hver gang sammensat af unge talenter, der “bare” har passet deres skoleforløb og praktik og ellers knoklet derudaf med de få timers træning, det kan blive til, ofte med al vågen fritid som indsats.
Det er også det EUD-system, vi håber at skabe mere positivt lys på i det nye år, og med de nyeste politiske vinde og beslutninger, tror vi mere end nogen sinde på den sag, vi er en del af.
Der skal mere praksisfaglighed i Folkeskolen, og her kan rollemodellerne fra landsholdene og DM i Skills få en vigtig rolle at spille.
Vi tror det ikke mindst efter DM i Skills 2018, som foregik i Herning. Her arbejdede syv kommuner i det midt- og vestjyske sammen om en meget grundig forberedelse af eleverne i de ældste af folkeskolens klasser.
De og deres lærere blev udstyret med undervisningsmaterialet “Fang erhvervsuddannelserne”, som bibragte eleverne en øget viden om erhvervsuddannelsernes spændende muligheder og pirrede elevernes nysgerrighed.
Og til selve DM i Skills sørgede de syv kommuner for, at alle elever fra 8. til 10. klasse fik muligheden for at komme til Messecenter Herning, hvor landets dygtigste EUD-elever var i kamp om Danmarksmesterskabet.
Da den årlige opgørelse af de unges uddannelsesvalg lå klar senere på foråret, så vi en effekt netop i det midt- og vestjyske: Søgningen fra grundskolen til EUD steg på landsplan fra 18,5 til 19,4 procent. Men i de syv kommuner var der en langt større fremgang – i gennemsnit var den relative stigning her 23 procent.
Vi er ikke i tvivl om, at en væsentlig forklaring er undervisningsmaterialet “Fang erhvervsuddannelserne” i kombination med DM i Skills, og at alle elever fra de ældste klasser kunne få en tur til selve DM.
Vi ses i Næstved
Disse erfaringer har været i spil igen, når vi til april slår dørene op for DM i Skills 2019 i Næstved. Også denne gang står vi en et lokalområde, hvor en ny udgave af skolematerialet “Fang erhvervsuddannelserne” har været en vigtig del af det forberedende arbejde i de skoleklasser, der valfarter til Næstved for at se på kommende Danmarksmestre.
Denne gang tør vi på forhånd tro på effekten, og så kan se videre til det næste højdepunkt i 2019: WorldSkills i Kazan, Rusland i august – her skal endnu en udgave af Danmarks vigtigste landshold, nu sammensat af DM-vindere fra Næstved, vise hele verden, hvad dansk EUD står for.