Skou Gruppen danner betonselskab

Entreprenørvirksomheden udvider egenproduktionen med et nyetableret datterselskab. SG Beton skal levere beton og udføre jord- og kloakarbejde til byggerier for professionelle bygherrer.
SG Betons ejerkreds - fra venstre Jesper Egund, Claus Willumsen og Martin Skou Heidemann. Pressefoto.
SG Betons ejerkreds - fra venstre Jesper Egund, Claus Willumsen og Martin Skou Heidemann. Pressefoto.

I starten af året etablerede Skou Gruppen det selvstændige datterselskab, SG Totalentreprise, der varetager totalentrepriser på bar mark for private og offentlige udbydere.

Skou Gruppen har selv fagene tømrer, murer og el i egenproduktion, og nu udvider virksomheden egenproduktionen med det nyetablerede selskab SG Beton. Selskabet skal levere beton og udføre jord- og kloakarbejde til projekter, som udføres for professionelle kunder.

Ifølge Skou Gruppens tekniske direktør Jesper Egund, der også bliver adm. direktør i SG Beton, har det massive pres på især nybyggeri gjort betonarbejdet besværligt, fordi der har været for få hænder på markedet til at løfte opgaverne:

– Det er meget nemmere at styre, når vi selv kan producere og udføre arbejdet. Det er en stor fordel for os også at have egenproduktion af beton, så vi kan gøre arbejdet endnu billigere og meget mere smidigt, siger Jesper Egund i en pressemeddelelse.

Skou Gruppen er hovedejer af det nye selskab og herudover består ejerkredsen i SG Beton af Jesper Egund, Skou Gruppens administrerende direktør Martin Skou Heidemann samt Claus Willumsen. Sidstnævnte har en lang karriere inden for betonbranchen, og skal som partner og direktør være daglig leder af SG Beton.

Erfarne kræfter i spidsen

– Vi har udført mange opgaver med beton og har en stor viden på området, men det er selvfølgelig noget andet at stå med produktionen. Derfor er vi rigtig glade for at have Claus Willumsen ved roret, der ikke har beskæftiget sig med andet, siger Jesper Egund.

Claus Willumsen er med 23 års erfaring den rigtige til at varetage den daglige drift og opbygningen af selskabet. Den nye direktør i SG Beton er uddannet anlægsstruktør og betonlaborant i flydebeton. Han har tidligere arbejdet som betonlaborant i Sika Danmark og som entrepriseleder i Nordsjællands Byggeservice med ansvar for jord, kloak og beton. Siden 2008 har Claus Willumsen været selvstændig i Willumsen Byg, der bl.a. etablerer eksklusive betonpools for private bygherrer.

– Jeg ser meget frem til at udvikle SG Beton og konsolidere selskabet på markedet. Jeg glæder mig til at oparbejde en god egenproduktion inden for beton og samarbejde med et meget stort og anerkendt firma og de mange dygtige mennesker, der er i virksomheden. Skou Gruppen er blomstret rigtig meget de seneste år. Vi har alle muligheder for at udvikle SG Beton til noget stort med Skou Gruppen i ryggen. Mine ambitioner er at bringe min store viden, egne erfaringer og mit netværk i spil, så SG Beton kan sætte sig solidt på markedet, siger han.

Skal godt fra start

Ledelsen i Skou Gruppen har gennem 17 år opbygget en succesfuld entreprenørvirksomhed, hvor fokus er på en sund økonomi og vækst i et fornuftigt tempo. Det bliver også strategien i det nye selskab.

– Der er masser af arbejde til SG Beton, så det er vigtigere for os at komme godt fra start. Vi starter derfor stille og roligt ud. Der er en kolossal fremgang på markedet lige nu i alle håndværksfag, så vi er sikre på, at vi nok skal få gang i forretningen og i fremtiden kan blive en større spiller på markedet for beton, jord og kloak, siger Jesper Egund.

Til at begynde med forventer SG Beton at have en fast bemanding på omkring seks mand, der kan holde selskabet kørende hele året og servicere Skou Gruppen, SG Totalentreprise og udvalgte entreprenører.

Jeg glæder mig til at oparbejde en god egenproduktion inden for beton og samarbejde med et meget stort og anerkendt firma og de mange dygtige mennesker, der er i virksomheden.

Relateret indhold