Fra regnskabet
- Omsætning: 428 mio. kr. (2016: 326 mio. kr.)
- Resultat f. skat: 32,5 mio. kr. (2016: 18,5 mio. kr.)
- Overskudgrad: 7,6 pct. (2016: 5,7 pct.)
I det seneste forskudte regnskabsår har byggefirmaet Skou Gruppen med base i Hørsholm formået at løfte både top- og bundlinje ganske markant. Omsætningen steg med 100 millioner til 428 millioner kroner, og resultatet før skat steg fra 18,3 millioner sidste år til 32,5 millioner kroner i det seneste årsregnskab.
Overskudsgraden er dermed vokset fra 5,7 procent sidste år til hele 7,6 procent i regnskabet for 2016/17, så indtjeningen har fået et løft i virksomheden. Og det er naturligvis til stor tilfredshed for den administrerende direktør, Martin Skou Heidemann.
– Det er helt vildt flot, så jeg er selvfølgelig meget glad og stolt på både mine egne, virksomhedens og medarbejdernes vegne. Vi har nemlig allesammen arbejdet hårdt for det, og så er det dejligt at få belønningen, siger han til Dagens Byggeri.
Kraftig vækst
Da Skou Gruppen fremlagde regnskab for et år siden, meddelte Martin Skou Heidemann samtidig, at ambitionen for regnskabsåret 2016/17 ikke var en større omsætning. Skou Gruppens ledergruppe var nervøs for, at det ville skabe ubalance i organisationen og skade overskudsgraden, hvis omsætningen fortsatte med at vokse. Den frygt er nu blevet gjort til skamme.
– Markedet har efterspurgt os mere, end vi troede, og den udfordring har vi stolte taget op. Det har betydet, at vores antal af byggesager er steget ligesom byggesagernes størrelse. Vi har derfor investeret mange ressourcer i, at organisationen kunne følge med og i at sikre den stramme byggestyring, som er nøglen til vores succes og til at levere kvalitet. Vores medarbejdere på alle niveauer i organisationen har leveret en kraftpræstation, så vi har kunnet få byggesagerne succesfuldt i mål. Det er de selvfølgelig også blevet belønnet for. Men vi er også klar over, at deres store arbejdsmængde ikke er holdbar i længden. Virksomhedens indtjening skal gå hånd i hånd med et godt arbejdsmiljø, forklarer Martin Skou Heidemann.
Flere byggeledere en nødvendighed
Rekruttering af nye medarbejdere har også været nødvendigt for at have ressourcer til at løfte byggesagerne. Martin Skou Heidemann forklarer, at virksomheden indtil videre ikke har oplevet problemer med at rekruttere kvalificerede håndværkere på dansk overenskomst.
– Vi har tidligere oplevet at miste folk fra en bestemt faggruppe, som simpelthen overbød. Men generelt har vi været gode til at fastholde vores dygtige medarbejdere. Og vi giver også gerne en god bonus til dem, der leverer varen. Den model har vist sig at være velegnet her i virksomheden, siger direktøren.
Tagboliger og betonfabrik
Ordrebogen ser solid ud, så direktøren forventer at medarbejderstaben øges yderligere i indeværende regnskabsår, hvor også et par nye tiltag vil forventes at optræde positivt, når det næste årsregnskab foreligger. Det gælder blandt andet en investering af frie midler i tagboliger.
– Vi har købt nogle tagboliger, som vi er i gang med at udvikle og etablere. Indtil videre har vi kun haft udgifter på dette projekt, men vi forventer et provenue i løbet af indeværende år, siger han.
En anden nyskabelse i koncernen er datterselskabet SG Beton, som har været i gang et lille halvt års tid.
– Det er endnu i opstartsfasen, men det er meningen, at det skal styrke leveringen af materialer. Vi oplever ind imellem, at vores underleverandører ikke kan følge med, og så må vi forsøge, om vi selv kan afhjælpe problemet ved at byde ind på opgaverne, forklarer Martin Skou Heidemann til Dagens Byggeri.