Studieboliger er en mangelvare

Der mangler tusindvis af studieboliger i landets store uddannelsesbyer, og selvom fokus er på problemet, er der er akut behov.
Foto: Emil Filtenborg.
Foto: Emil Filtenborg.

I alt er 25.400 nye studerende optaget på studie i København og 12.100 i Aarhus. Det skaber en akut mangel på studieboliger i disse byer. Men den akutte mangel på studieboliger er også til stede i andre af de store uddannelsesbyer. I alt er 64.943 nye studerende optaget på en videregående uddannelse efter sommerferien.

Akut behov for 22.000 studieboliger

At der mangler studieboliger i de større byer er ingen nyhed. Manglen på studieboliger opstår hvert år, når mange nye studerende skal starte på de videregående uddannelser. Og da strømningen sker i ét ryk, skaber det hvert eneste år et akut behov for boliger, der er mulige at betale for de studerende. Dermed når det samlede tal for den akutte mangel på studieboliger op på 22.000.

– Problematikken er på ingen måde ny. Men det bliver den sådan set ikke mindre vigtig af. Når nu vi ønsker, at de unge skal studere og videreuddanne sig og tilmed klare sig hurtigt igennem uddannelserne, så må vi også gøre alt, hvad vi kan for at skabe nogle fornuftige rammer for dem i form af rimelige boliger, der er til at betale, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.

Midlertidige studieboliger

Planloven fra sidste år har åbnet for at opstille midlertidige studieboliger i op til ti år i perspektivområder. Den mulighed er kommet i brug på Refshaleøen i København, hvor der er blevet opført 84 midlertidige studieboliger med plads til 164 studerende. Samtidig er yderligere 72 flydende etværelseslejligheder, der ligger til kaj ud for Refshaleøen, undervejs. Overborgmesteren har tidligere givet udtryk for, at han vil have bygget i alt 800 midlertidige studieboliger i København.

Selvom de midlertidige boliger er et skridt i den rigtige retning, er der stadig en akut mangel på 8400 boliger i København, når semesteret går i gang for de studerende omkring 1. september.

– De nye muligheder for midlertidige studieboliger i planloven er et godt redskab for kommunerne, men presset i København er fortsat stort, og her er der ikke boliggaranti, som der for eksempel er i Aarhus. Samtidig er der kun kommet cirka 900 flere små boliger til i København siden 2010, og det kan ikke andet end at give et presset boligmarked for de nye studerende, siger Jacob Hangaard.

– Københavns Kommune har et ønske om at bygge op mod 6000 studieboliger inden 2027, og det er dejligt at se, at byggerierne af disse boliger er kommet i omdrejninger. Kommunens målsætning er formentlig indfriet inden for en kortere årrække, men det bringer os desværre ikke helt i mål. Og den akutte boligmangel er fortsat stor.

Når nu vi ønsker, at de unge skal studere og videreuddanne sig og tilmed klare sig hurtigt igennem uddannelserne, så må vi også gøre alt, hvad vi kan for at skabe nogle fornuftige rammer for dem i form af rimelige boliger, der er til at betale.

Relateret indhold