Ti gange bedre investering i motorveje end i letbane

Det skarpe skyts rettes i stigende grad mod det københavnske letbaneprojekt i Ring 3-korridoren.
Letbaneprojektet på Ring 3 ser ud til at give negativt afkast. Illustration: Hovedstadens Letbane.
Letbaneprojektet på Ring 3 ser ud til at give negativt afkast. Illustration: Hovedstadens Letbane.

Fra flere sider peges der på, at det københavnske letbaneprojekt i Ring 3-korridoren set ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er et meget ringe projekt, og at man slet ikke har taget alle de økonomiske aspekter ind i budgettet.

Senest er det civilingeniør og økonom Poul Sulkjær, der over for Folketingets transportudvalg angiver en række grunde til ikke at gennemføre letbaneprojektet, selv om der allerede er brugt cirka 300 millioner kroner på projektet.

En opgivelse af letbaneprojektet på Ring 3 vil være den helt rigtige beslutning.

Poul Sulkjær Civilingeniør og økonom

Og transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt giver ham i et svar til Folketinget indirekte ret i, at letbanen samfundsøkonomisk set giver et ringe udbytte. I en opgørelse over rentabiliteten i forskellige infrastrukturprojekter skriver ministeren direkte, at letbaner i København eller Aalborg vil give et negativt afkast, mens det i Aarhus og Odense vil give et mindre, positivt afkast.

Ti gange bedre

Rentabiliteten kan dog ikke måle sig med en række andre projekter, som eksempelvis Frederikssundmotorvejen, med en “intern rente” på 7 og udbygning af Næstved-Rønnede på 7-10. Udvidelse af E45 Aarhus-Skanderborg vil give et afkast på 6,3-8,7 procent for en investering på kun en halv milliard kroner. Der er altså tale om investeringer i infrastruktur, der i bedste fald er cirka ti gange bedre end investeringer i letbaner.

Overvurderet trafik

Poul Sulkjær peger i forhold til den københavnske letbane blandt andet på, at grundlaget for trafikberegningerne er den trafikmodel, som overvurderede trafikken på Metroen med 30-40 procent:

– En mere nøgtern vurdering ville tage udgangspunkt i det nuværende passagerantal, mener han og kalder det et mysterium, hvor den store trafikvækst skal komme fra.

– En opgivelse af letbaneprojektet på Ring 3 vil være den helt rigtige beslutning og gengive troen på, at der stadig kan træffes fornuftige og pragmatiske beslutninger i dette land, slutter Poul Sulkjær.

Tabel over økonomien i forskellige anlægsprojekter. Kilde: Transport- og Bygningsministeriet.
Tabel over økonomien i forskellige anlægsprojekter. Kilde: Transport- og Bygningsministeriet.

Relateret indhold