Fem råd fra FRI, der sænker udbudsomkostningerne
- – Brug de fælles aftalesystemer AB og ABR
- – Indbyd kun tre til fem bydende
- – Anmod kun om relevant information
- – Husk, at det kun er projekter over EU’s tærskelværdier, der skal i EU-udbud
- – Keep it simple
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, opgør i sin årlige brancheundersøgelse omkostningerne ved at beregne og designe tilbud , også kaldet transaktionsomkostningerne. Og ifølge FRI er tilbudsomkostningerne alt for høje.
– Tilbudsomkostninger er en nødvendig udgift, når man byder på opgaver, men 446 mio. kr. er for højt. Når jeg sammenligner med tal fra FRI’s britiske søsterorganisation ACE, så burde tilbudsomkostningerne for FRI-virksomhederne ligge på omkring 400 mio. kr., og hvis vi antager, at heller ikke briterne er perfekte, så er et rimeligt bud, at der kan skæres yderligere 100 mio. kr. væk. Det ærgrer mig, at vi som branche bruger godt 150 mio. kr. for meget på tilbudsomkostninger. Et beløb i den størrelsesorden havde jeg langt hellere set investeret i at gøre Danmark stærkere gennem innovation, yderligere digitalisering eller ved investeringer i medarbejderne, siger direktør i FRI, Henrik Garver, i en pressemeddelelse.
Det ærgrer mig, at vi som branche bruger godt 150 mio. kr. for meget på tilbudsomkostninger.
Henrik Garver Direktør, FRI
Mange beregninger
Årsagen til det danske omkostningsniveau ved tilbudsgivning er ifølge FRI, at blandt andet offentlige bygherrer forlanger et stort antal beregninger, tegninger og modeller allerede i tilbudsfasen. Det fordyrer tilbudsgivningen for alle bydende virksomheder, inden de overhovedet ved, om de har vundet. En anden kostbar problematik er, hvis der inviteres mange bydende virksomheder med i et udbud. En tredje fejl er ifølge FRI, hvis der køres mange omkostningskrævende forhandlingsrunder med mange bydende, inden udbyder “skærer feltet til”.
Den gode nyhed fra brancheundersøgelsen er, at omkostningerne for andet år i træk er faldet fra 500 mio. kr. i 2013 til 465 mio. kr. i 2014 og nu 446 mio. kr. i 2015.
– Det er glædeligt, at det går den rigtige vej, særligt når de faldende omkostninger sammenholdes med, at branchens omsætning og egenproduktion er øget med 10 procent over den samme 3-årige periode. Lave transaktionsomkostninger er også entydigt i kundernes og i samfundets interesse. For når bygherren sparer penge ved at gøre udbudsprocessen mere enkel og mindre bureaukratisk, så er det ofte lig med sparede skattekroner, siger Henrik Garver.
Bygherrer lytter
Ifølge ham er der flere årsager til den positive udvikling, men grundlæggende handler det om, at flere offentlige indkøbere er begyndt at lytte til gode råd om at gøre udbudsprocessen mere enkel.
– Årsagen til, at der bliver lyttet, skal sandsynligvis findes i den debat, FRI har været bannerfører for omkring indkøbsbureaukrati og høje transaktionsomkostninger. Vi har ført kampen i medierne, på møder og konferencer, over for individuelle bygherrer, over for politikere, i forbindelse med arbejdet om udbudsloven – og senest i arbejdet med den kommende AB- og ABR-revision, siger Henrik Garver.
Han er spændt på at se udviklingen i tilbudsomkostninger for 2016. Her bør effekten af den nye udbudslov nemlig slå igennem.
– Det er mit indtryk, at udbyderne har brugt de nye og forbedrede rammer i loven til at skabe bedre udbud. Alene det forhold, at annonceringspligten er bortfaldet, bør have medvirket til en yderligere reduktion af omkostningerne. Omvendt kan de bedre muligheder for udbud med forhandling føre til forøgede omkostninger, og tilsvarende kan der være en risiko for øget brug af offentlige udbud i stedet for begrænset udbud, og det vil øge tilbudsomkostningerne, siger Henrik Garver.
Brancheundersøgelsen 2015 er en samlet analyse af 2015-regnskaberne i FRI’s medlemsvirksomheder suppleret med yderligere detaljer om markeder og medarbejderforhold.
Greve Kommune har fortsat afvist at give kommentarer til oplysninger i Dagens Byggeri med henvisning til, at der er en politisag.