Trafikøkonom: Kattegatforbindelse kan tjene sig selv hjem på 3-4 år

Trafikforskeren Uffe Jacobsen mener ikke, at det kan gå hurtigt nok med at bygge en fast Kattegatforbindelse. Han afviser regeringens dommedagsscenarier.
Storebæltsforbindelsen har ifølge Uffe Jacobsen indtjent 400 milliarder i dynamiske effekter, og det samme ville være tilfældet for en fast forbindelse over Kattegat. Foto: Colourbox.
Storebæltsforbindelsen har ifølge Uffe Jacobsen indtjent 400 milliarder i dynamiske effekter, og det samme ville være tilfældet for en fast forbindelse over Kattegat. Foto: Colourbox.

Fra flere sider stilles der spørgsmålstegn ved, om regeringens rapport om den faste Kattegatforbindelse er skrevet med ført hånd, fordi regeringen reelt ikke ønsker den forbindelse.

Den anerkendte trafikforsker og trafikøkonom Uffe Jacobsen, der blandt andet er bestyrelsesmedlem i Transportøkonomisk Forening, siger til Dagens Byggeri, at “der, hvor man har haft mulighed for at vælge forskellige forudsætninger, har man konsekvent valgt worst case, som stiller forbindelsen i det dårligste lys”:

Den samfundsøkonomiske fordel ved at binde Danmarks to vækstområder – Aarhus og København – tæt sammen vil sandsynligvis være 30-35 milliarder kroner om året. Så er det ligegyldigt, om det koster 100 eller 120 milliarder kroner.

Uffe Jacobsen Trafikforsker og trafikøkonom

– Samtidig er der ting, der taler for forbindelsen, man slet ikke har regnet på. Blandt andet har man, i modsætning til, hvad der er gjort ved beregningerne for Femernforbindelsen, smidt 50 procent på prisen for at sige, at prisen er usikker. Der er også lavet en trafikprognose, der slet ikke stemmer med trafikudviklingen på Storebælt. Der er også meget store miljøfordele ved Kattegatforbindelsen, fordi bilisterne sparer 100-150 kilometer hver vej mellem Jylland og København. Dertil kommer, at togforbindelsen over Kattegat bliver ekstremt konkurrencedygtig, siger Uffe Jacobsen til Dagens Byggeri.

Pris ligegyldig

Han mener faktisk, at Danmark slet ikke har råd til at lade være med at bygge Kattegatforbindelsen.

– Jeg tager det ikke så tungt, om en Kattegatforbindelse koster 100 milliarder kroner. Den samfundsøkonomiske fordel ved at binde Danmarks to vækstområder – Aarhus og København – tæt sammen vil sandsynligvis være 30-35 milliarder kroner om året. Så er det ligegyldigt, om det koster 100 eller 120 milliarder kroner. Den vil ved dynamiske effekter have finansieret sig selv i løbet af tre eller fire år. Nogle kloge økonomer har regnet på, hvad Storebæltsforbindelsen har betydet i dynamiske effekter, siden den blev effektueret, og de har fundet ud af, at den allerede har indtjent 400 milliarder kroner i samfundsøkonomisk gevinst. Det er en forrentning på cirka 12,5 procent årligt. Det er der meget få offentlige eller private investeringer, der kan måle sig med. Jo før, vi får bygget Kattegatforbindelsen, jo længere kan vi høste fordelene. Det vil styrke Danmarks konkurrenceevne som helhed, siger Uffe Jacobsen.

Afviser kritik

Det er ingen hemmelighed, at der på både Fyn og i Sønderjylland er en del modstand i forhold til at opføre en Kattegatforbindelse, men Uffe Jacobsen kalder kritikken underlig.

– Fyn og Sønderjylland bliver ikke stillet dårligere, men de vil have fornøjelse af, at der sker en aflastning af trafikken over Fyn og i Trekantområdet fra den trafik, som alligevel skal nordpå, forklarer økonomen.

Opklarende spørgsmål

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti har stillet transportminister Hans Chr. Schmidt en række opklarende spørgsmål om Kattegatrapporten. Han vil blandt andet vide:

– Hvor stor en del af landanlæggene – bane og vej – vil blive etableret, selv om en Kattegatforbindelse ikke bliver bygget? Her tænkes på motorvej til Kalundborg, opgradering af bane m.v.

– Hvad vil der være af tilskudsbehov til en Kattegatforbindelse?

– Hvilke andre anlægsinvesteringer vil kunne spares, hvis der etableres en Kattegatforbindelse, og hvilke beløb vil i den forbindelse kunne spares? Her tænkes specifikt på udvidelse af Storebæltsforbindelsen og Lillebæltsbroen samt udvidelser af E45 og E20, men også andre sparede tiltag/projekter er relevante.

Værste scenarie

Kim Christiansen siger til Dagens Byggeri, at regeringen med rapporten om Kattegatforbindelsen har præsenteret det værste scenarie.

– Det virker nærmest umuligt, men jeg tror, at en Kattegatforbindelse er fremtidens projekt. Der regnes med en meget høj rente, selv om vi i øjeblikket har en realrente, som stort set er nul, og der anvendes trafiktal væsentlig lavere end, hvad der er brugt på Femern. Man har også indregnet landanlæg for 16 milliarder kroner, hvoraf nogle skal laves alligevel. Blandt andet Kalundborgmotorvejen. Man har heller ikke indregnet de anlægsinvesteringer, som kan spares ved, at der etableres en Kattegatforbindelse. Man har ønsket at tegne et dårligt billede. Man går med livrem og seler og lidt til. Det er ærgerligt over for det store arbejde, der er gjort for at etablere forbindelsen, som vil binde Danmark sammen på en helt unik måde, siger Kim Christiansen.

Relateret indhold