Om uddannelsen i Vietnam
- Architectural and Construction Management (ATCM), som uddannelsen hedder på engelsk, etableres i Vietnams største by Ho Chi Minh City.
- Uddannelsen udbydes i samarbejde med University of Architecture of Ho Chi Minh City (HCMUARC) og bliver en fuldt integreret del af det vietnamesiske universitets udbud.
- Uddannelsen varer 3,5 år og bliver den første af sin slags i Vietnam.
- Ansøgere skal leve op til de danske adgangskrav for at komme ind på uddannelsen, og for vietnamesiske ansøgere kræver det et særligt tilrettelagt etårigt forberedelsesforløb (Foundation year) oven på deres high-school uddannelse.
- Foundation year starter til næste sommer i 2016, og selve bygningskonstruktøruddannelsen kan tage imod det første hold i sommeren 2017.
Om to år åbner den første uddannelse til bygningskonstruktør i Vietnam. Og det er vel at mærke en dansk uddannelsesinstitution, der står bag. University College Nordjylland (UCN) har nemlig fået grønt lys af Uddannelses- og Forskningsministeriet til at uddanne fremtidens bygningskonstruktører i Vietnams største by Ho Chi Minh City.
Det er første gang, Uddannelses- og Forskningsministeriet godkender en dansk professionsbacheloruddannelse i udlandet, og det glæder rektor på UCN Lene Augusta Jørgensen sig naturligvis over:
Vores bygningskonstruktørstuderende vil kunne tage et eller flere semestre af deres uddannelse i Vietnam, da uddannelserne er helt tilsvarende.
Uddannelseschef Jan Holler Foget{break}UCN
– Vi har siden 2013 arbejdet målrettet på at starte en bygningskonstruktøruddannelse i Vietnam, og derfor er det en stor milepæl, at vi nu har fået ministeriets godkendelse på plads. Vi er stolte over, at vi er med til at tage de første vigtige skridt inden for eksport af danske videregående uddannelser. Samtidig bliver det en stor fordel for både os og den danske byggebranche som helhed at være så tæt knyttet til Vietnam, der er i rivende udvikling i disse år, fortæller Lene Augusta Jørgensen.
Stor efterspørgsel
Vietnam er en af de hurtigst voksende nationer i verden med en vækst på op mod en million mennesker om året. Det er lig med et kæmpe behov for nybyggeri og renovering af eksisterende byggeri, udvikling af infrastruktur, skoler, hospitaler osv.
Samtidig er der langt større opmærksomhed mod at bygge og renovere bæredygtigt, og kravene til kvaliteten er også støt stigende, særligt inden for de store byggerier. Med den nye uddannelse får de kommende vietnamesiske bygningskonstruktører en unik international profil, som også vil være eftertragtet ud over Vietnams grænser.
– Der er stor efterspørgsel efter højtkvalificerede medarbejdere inden for branchen. Her har vores bygningskonstruktøruddannelse med sit høje faglige niveau sin berettigelse, for Vietnam og de sydøstasiatiske lande generelt mangler bygningskonstruktører, der kan styre store byggeprocesser og fungere som bindeled mellem ingeniører og arkitekter. Det underbygges ikke mindst af, at vietnamesiske byggefirmaer allerede i dag forsøger at rekruttere danske bygningskonstruktører, fortæller Lene Augusta Jørgensen.
Uddannelsen til bygningskonstruktør etableres i et samarbejde med det anerkendte vietnamesiske universitet University of Architecture of Ho Chi Minh City (HCMUARC). Derfor skal uddannelsen også godkendes af de vietnamesiske myndigheder, og det forventer Lene Augusta Jørgensen vil ske inden for de næste måneder.
Styrker Danmarks position
For både UCN og hele den danske byggebranche er det samtidig en enestående chance for at få langt større indsigt i, hvordan man bygger bæredygtigt i et klima, der er radikalt anderledes end det danske, fortæller uddannelseschef for UCN’s teknologiuddannelser Jan Holler Foget:
– Vi har stor interesse i at få mere viden om bæredygtigt byggeri i de varme asiatiske lande. Danmark er i forvejen anerkendt globalt for vores ekspertise inden for energioptimeret design og byggeri, og nu får vi endnu bedre muligheder for at forstå, hvad det kræver at træde ind i et andet klima som i Vietnam. Det er med til at styrke vores internationale profil til gavn for både vores eksport og udveksling.
Også for de danske og internationale studerende, der læser til bygningskonstruktør i Aalborg, er der en gevinst ved det nye samarbejde i Vietnam:
– Udbuddet i Vietnam kommer også til at smitte positivt af på vores studerende herhjemme. Vores bygningskonstruktørstuderende vil kunne tage et eller flere semestre af deres uddannelse i Vietnam, da uddannelserne er helt tilsvarende. Det vil give de danske studerende mulighed for at komme i praktik hos de store byggekoncerner i Vietnam og på den måde kan de få en særlig profil på deres uddannelse, siger Jan Holler Foget.
Undervisere fra uddannelsen i Aalborg kommer også til at tage turen til Vietnam med jævne mellemrum, og på samme måde vil undervisere fra det vietnamesiske universitet besøge UCN for at styrke videndelingen mellem og indsigten i de to uddannelser.