Underskrevet: Nu får Køge almene boliger i grøn skovby

Et varieret boligtilbud og en mere blandet beboersammensætning i Køges nye bydel - fsb opfører 42 almene boliger i et stort træbyggeri i Køge Nord Skovby.
Københavns største boligselskab bygger for første gang i Køge - Køge Nord Skovby får 42 almene boliger i unikt træbyggeri.
Københavns største boligselskab bygger for første gang i Køge - Køge Nord Skovby får 42 almene boliger i unikt træbyggeri.

Køge Kommune og Københavns største boligselskab har skrevet under. Og det betyder, at der nu bygges almene boliger i den nye bydel Køge Nord Skovby.

I et ret spændende træbyggeri.

Læs også: Almene boligcirkler midt i skoven

Der er tale om i alt 42 boliger, som bliver opført i træ og placeret i to cirkelformede bebyggelser. Husene opføres i 1-2 etager med fælleshus og masser af kontakt med naturen. Materialerne spiller sammen med den eksisterende skov, som i øvrigt skal føres videre ind igennem bebyggelsen som en grøn korridor.

Visualisering: Peter Kjær Arkitekter.
Visualisering: Peter Kjær Arkitekter.

Plads til mangfoldighed

Udover de grønne omgivelser og et tydeligt fokus på fællesskab skal Køge Nord Skovby skabe plads til en tilværelse for mange forskellige slags borgere. Og til det formål er opførelsen af smukke og moderne almene boliger til en husleje, hvor de fleste kan være med, helt oplagt:

– Jeg er glad for, at vi har fået en aftale med fsb om de nye almene boliger i Køge Nord Skovby, hvor vi skal skabe en bydel med plads til både familier, singler, yngre og ældre, sagde Køge Kommunes borgmester, Marie Stærke, i forbindelse med indgåelsen af aftalen.

Visualisering: Peter Kjær Arkitekter.
Visualisering: Peter Kjær Arkitekter.

– Nu kan vi glæde os til at se smukke boliger opført i træ og med plads til både fællesskab og privatliv – jeg ser meget frem til at følge byggeriet, som ligger godt i tråd med den bæredygtighed og det fællesskab, vi ønsker, skal kendetegne området.

Første fsb byggeri i Køge

Fra fsb’s administrerende direktør, Bjarne Larsson, er der også glæde over den nye aftale:

– Det er første gang, fsb bygger i Køge, og vi glæder os meget til samarbejdet. Lige siden fsb blev grundlagt i 1933, har det ligget os på sinde at bygge gode boliger af høj arkitektonisk værdi til mennesker med almindelige indkomster.

– Nu får vi mulighed for at bruge vores kompetencer til at præge denne nye spændende bydel i Køge med en række almene boliger. Det er vi naturligvis rigtig glade for, siger han.

Bag det kommende byggeri står Peter Kjær Arkitekter, STED By og Landskab (landskabsarkitekter), Regnestuen (konstruktioner) og Ekolab (installationer og DGNB).

Relateret indhold