Uniplan Danmark A/S
- Udfører undergulve som underleverandør på store byggeprojekter. Der udføres både slidlagsgulve, tyndpuds og EPSbeton-gulve (lyd- og varmeisolerende gulve af cement, bindevæske blandet med EPS-kugler). Materialerne pumpes direkte ind i lejligheder og kontorer i op til 20 etagers højde, hvor gulvene afrettes.
- Direktion: Morten Alexis Wrem og Hamed Alaei
- Bestyrelsesformand: Steffen Rasmussen (Junkbusters)
- 53 medarbejdere, 13 betonpumper, 22 biler
- Omsætning på 30,7 mio. kr. og et resultat på 2,44 mio. kr. i 2016. Har lukket ordrer for 90 mio. i 2017 og 100 mio. for 2018.
- Har ordrer for 40 mio. i Jylland og har netop åbnet afdeling i Fredericia.
- Godt 360.000 kvadratmeter undergulv udført.
Hverken Morten Alexis Wrem eller Hamed Alaei havde forventet at nå en årsomsætning på 100 millioner allerede i tredje regnskabsår, da de startede deres dengang lille undergulvsvirksomhed, Uniplan Danmark.
Men med et godt produkt, den rigtige timing, det rigtige team og god struktur har væksten har været eksplosiv.
Siden februar sidste år har Uniplan taget en stor del af markedet for slidlagsgulve som underentreprenør for en række af de største entreprenører i Danmark. Der er landet kontrakter på nogle af de mest prestigefyldte byggerier i Danmark, blandt andet The Silo i København og Ø4 i Aarhus. I dag beskæftiger den unge undergulvsvirksomhed 53 medarbejdere og har lavet godt 360.000 kvadratmeter undergulv.
Lukket firma skabte hul
– Vi er startet nærmest lodret. I første regnskabsår omsatte vi for 30 millioner, og det samme nåede vi på de fem første måneder af 2017. Næste år er der allerede nu lukket kontrakter for i omegnen af 100 millioner. Det er helt vildt, siger direktør i Uniplan, Morten Alexis Wrem.
Han gik for to år siden i kompagniskab med Hamed Alaei i Uniplan Danmark ApS. Planen var at lave undergulve for større entreprenører – 90 procent af forretningen var tyndpuds og kun ti procent af forretningen var på daværende tidspunkt slidlagsgulve.
Men en begivenhed vendte hele forretningen på hovedet. En stor spiller, der sad på 70 procent af markedet for slidlagsgulve, lukkede pludselig i februar 2016. Rigtig mange virksomheder stod med halvfærdige byggeprojekter, og Uniplan var selv på nogle af projekterne som underleverandør af tyndpuds.
– En stor samarbejdspartner kaldte os til møde. De ønskede, at vi skulle udvide vores forretning, så vi havde volumen til at varetage deres opgaver for knap syv millioner kroner. Vi dansede væk fra mødet, fortæller projektdirektør Hamed Alaei.
Ordrerne væltede ind
De tog kontakt til to af byggelederne og mandskab fra den lukkede virksomhed, købte nyt materiel og gik i gang. Derfra gik det hurtigt.
– Telefonerne kimede os ned og kontrakter blev lukket. Det største skulderklap er, at vores kunder vælger at tage os med på nye sager, siger Morten Alexis Wrem.
Den voldsomme vækst har dog ikke været helt uden problemer. Selv om virksomheden selv har kunnet finansiere væksten, endte første årsregnskab med kritiske bemærkninger fra revisorerne.
– Vi havde en ekstern bogholder, som slet ikke kunne følge med, så der var et syndigt rod i momsafregning og a-skat for medarbejdere. Det har vi rettet op på og samtidig ansat en økonomichef og en fuldtids bogholder, siger Morten Alexis Wrem.
Uniplan har nu stiftet en professionel bestyrelse med stifteren af Junkbuster-koncernen, Steffen Rasmussen, i spidsen som formand. Samtidig omdannes virksomheden til et aktieselskab.
– Hvis væksten fortsætter i det tempo – og de tyder det på, at den gør – så er vi nødt til at gøre de tiltag, som det kræver at være en stor virksomhed. Og det, synes vi, er ved at falde på plads nu. Det har allerede været en vild rejse, og vi glæder os til at fortsætte den, siger Morten Alexis Wrem.