Unicon bygger ny betonfabrik

Den store betonproducent opfører en stor og moderne betonfabrik ved Odense som erstatning for virksomhedens to eksisterende fabrikker i Højby og på Odense Havn.
- For 20 år siden var en støbning på 80 kubikmeter en stor støbning. I dag kan en støbeopgave sagtens være 10 gange så stor, og det er således ikke sjældent, at vi skal levere 800 kubikmeter til en enkelt støbning, forklarer områdechef Per Franck Knudsen om behovet for mere kapacitet. Pressefoto.
- For 20 år siden var en støbning på 80 kubikmeter en stor støbning. I dag kan en støbeopgave sagtens være 10 gange så stor, og det er således ikke sjældent, at vi skal levere 800 kubikmeter til en enkelt støbning, forklarer områdechef Per Franck Knudsen om behovet for mere kapacitet. Pressefoto.

Betonproducenten Unicon opruster nu med en ny fabrik ved Odense.

– Vi har en strategi, der indebærer, at vi i de kommende tre-fem år vil investere et trecifret millionbeløb i at understøtte vores tilstedeværelse i Danmarks vækstpunkter. Det sker blandt andet ved at bygge nye, store og moderne fabrikker, og her er Odense vores første fokusområde vest for Storebælt, forklarer regionsdirektør Jan Søndergaard Hansen fra Unicon i en pressemeddelelse.

– Vi vil i den forbindelse gerne takke Odense Kommune for et godt og konstruktivt samarbejde i processen, fortsætter han.

Vækstområde

Det oplyses, at Odense har været et strategisk knudepunkt for Unicon i en lang årrække, og det er da heller ikke tilfældigt, at det er her, at koncernen indleder sin ambitiøse investeringsplan.

– Vi tror på Odense som by og vækstområde. Her vil der ske en markant udvikling også i de kommende år blandt andet med store offentlige byggerier, ligesom vi også forventer vækst inden for det private byggeri, og med den nye fabrik er vores leverancer til både private og offentlige byggerier i Odense og på Fyn sikret i mange år fremefter, siger områdechef Per Franck Knudsen, der til daglig er produktionsansvarlig for Unicons fire fabrikker på Fyn, henholdsvis Glamsbjerg, Svendborg, Højby og Odense Havn.

Fordobling af timekapacitet

Den nye fabrik skal ligge i Tietgenbyen og udgør en investering på et stort tocifret millionbeløb. For de penge får Unicon en topmoderne betonfabrik med to store, uafhængige produktionslinjer med en samlet kapacitet på 160 kubikmeter beton i timen. Der er tale om to 4000/6000 l blandere, og som noget nyt vil der være to udløb under hver blander, så blanderkapaciteten udnyttes bedre.

Det betyder, at der kan parkeres fire store lastbiler under betonværket på samme tid. På den måde fordobles Unicons timekapacitet i Odense, og netop timekapaciteten og ensartet betonkvalitet bliver helt afgørende ved fremtidens byggerier, mener Unicon.

– For 20 år siden var en støbning på 80 kubikmeter en stor støbning. I dag kan en støbeopgave sagtens være 10 gange så stor, og det er således ikke sjældent, at vi skal levere 800 kubikmeter til en enkelt støbning. En fireakslet lastbil indeholder cirka syv kubikmeter beton, så der skal en del læs til. Her er det helt afgørende, at vi kan levere den ønskede mængde og kvalitet inden for en enkelt arbejdsdag, forklarer Per Franck Knudsen og fortsætter:

– Vi forventer, at udviklingen i retning af større støbninger i en ensartet kvalitet og dermed krav om højere timekapacitet vil fortsætte. Det står vi godt rustet til med den nye fabrik.

Unicon forventer, at den nye fabrik står køreklar allerede om 13 måneder, dvs. primo 2018. Fabrikken vil alene beskæftige 30 medarbejdere – hertil kommer underleverandører. Unicons nuværende fabrikker i Odense Havn og i Højby vil blive nedlagt primo 2018, og derefter skal Unicons grund på 60.000 kvadratmeter i Højby sættes til salg.

Den nye betonfabrik erstatter fabrikkerne i Højby og på Odense Havn. Pressefoto.
Den nye betonfabrik erstatter fabrikkerne i Højby og på Odense Havn. Pressefoto.

Relateret indhold