Fra regnskabet
- Nettoomsætning: 344,9 mio. kr. (591,6 mio.)
- Resultat før skat: 18 mio. kr. (47 mio.)
- Resultat: 15,4 mio. kr. (36,6 mio.)
- Antal medarbejdere: 145 (145)
Umiddelbart ligner det noget af et dyk i omsætningen for Skou Gruppen. Det seneste regnskab viser en toplinje på 345 millioner mod 592 millioner året før. Resultatet før skat er tilsvarende dykket fra 47 til 18 millioner kroner i samme periode.
– Noget af det sværeste for større virksomheder inden for byggeriet er at tjene penge på sin egenproduktion. Dertil kommer, at det kan være endnu sværere at tjene penge, når omsætningen går tilbage. Vores seneste regnskab viser, at vi kan begge dele. Stort set hele produktionen i 2018-19 er udført af egne folk. Samtidig indfrir vi den målsætning, som Skou Gruppen altid har haft, om en overskudsgrad på 5 procent eller mere. I det seneste regnskabsår er den 5,4 procent, lyder det optimistisk fra administrerende direktør Martin Skou Heidemann.
Om den faldende omsætning og indtjening siger han:
– Vi har haft en vanvittig vækst de foregående tre år, og det var sjovt at runde en halv milliard i omsætning, men det var slet ikke planen, at vi skulle vokse så meget. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi har formået at lave en kontrolleret reduktion af forretningen, samtidig med at vi har fastholdt indtjeningen og styrket vores organisation. En stor del af den omsætning, vi har navigeret udenom, var noget vi skulle have lavet med hjælp fra underentreprenører. Det har frigivet nogle kræfter, at vi laver det meste med egne folk. Desuden har vi fået trimmet organisationen, mens vi også har inspireret og tiltrukket nye medarbejdere, siger direktøren.
2020 skiller fårene fra bukkene
Når Martin Skou Heidemann kigger på, hvordan byggebranchen kommer til at udvikle sig i 2020, ser han en lidt afventende stemning. Så at give et meget stålsat bud, vil han helst ikke. Og så alligevel:
– Der er stadig lave renter, og det plejer at give mere byggeri, men til gengæld stiger boligpriserne i Hovedstaden ikke, så det trækker i den anden retning. Mit bedste bud er, at det kommer til at skærpe konkurrencen. 2020 kan blive et udskillelsesløb, hvor dem, som bare var med på en optur, forsvinder, og dem, som formår at tjene penge i både op- og nedgang, bliver tilbage, siger han.