– For at lykkes med byggeri, skal man lykkes med processen, lyder det fra Torben Bloch Nielsen, divisionsdirektør i MT Højgaard.
En af hans vigtigste opgaver er at få entreprenørens VDC-satsning sat rigtigt i søen, for virtual design and construction, som bogstaverne dækker over, er fremtiden for MT Højgaard. VDC indgår i alle virksomhedernes projekter, og med tiden skal alle projekter gennemføres som egentlige VDC-projekter. Entreprenøren gik for alvor i gang med omstillingen for et år siden, og Torben Bloch Nielsen lægger ikke skjul på, at der er tale om en væsentlig investering, som involverer 30 medarbejdere i VDC-afdelingen.
Alle ved, at byggebranchen har et problem med, at tingene skal laves om.
Torben Bloch Nielsen Divisionsdirektør, MT HøjgaardSe video om VDC hos MT Højgaard– Vi er sikre på, at det er den rigtige vej at gå, og for MT Højgaard er det kort sagt den eneste teknik, der er fremtid i. Vi vil ganske enkelt lave endnu bedre projekter, og VDC er nøglen, siger Torben Bloch Nielsen om værktøjet og tankegangen, der skal strømline byggeprocessen væsentligt.
Store gevinster
Der er ifølge divisionsdirektøren store gevinster for både kunderne og entreprenøren selv ved at opføre projekterne virtuelt, før håndværkerne indtager byggepladsen. Som kunde kan man vælge imellem om byggeriet skal blive billigere, kvaliteten højere, eller om man vil have mere byggeri for de samme penge, fordi der ligger store besparelser gemt i at undgå ændringer i projektet, efter byggeriet er gået i gang.
– Alle ved, at byggebranchen har et problem med, at tingene skal laves om. Det er helt klassisk, at der skal pilles noget af et projekt i løbet af opførelsesfasen, og det er ikke godt for samfundet, at vi som branche er så uproduktive. Men det er muligt at undgå med VDC. Helt generelt er omkostningerne på et VDC-byggeri 5-10 procent lavere, men den helt store gevinst ligger i, at man får et mere sikkert produktionsgrundlag og undgår fordyrende fejl undervejs, så man slipper for at skære noget af projektet eller blive forsinket, siger Torben Bloch Nielsen og fortsætter:
– Det handler om at gøre forskellen så tidligt som muligt i byggeforløbet. Det at tegne et byggeri udgør ikke hovedparten af udgifterne. De ligger ude på byggepladserne, og der koster det mange penge, hver gang man går i gang med at lave ændringer. Tommelfingerreglen er, at det er ti gange dyrere at ændre tingene ude på byggepladsen sammenlignet med at gøre det i tegnefasen. Så der er store besparelser at finde, hvis man bygger med VDC og fra start ved, at alting passer sammen.
Færre fejl
Som eksempel på uforudsete problemer, der kan undgås med VDC, nævner Torben Bloch Nielsen blandt andet rørføringer i byggeriet. VDC synliggør i en 3D-model, at rørene rent faktisk kan være der, og at de passer med de forberedte rørføringer i elementerne. Med de klassiske byggemetoder giver den slags jævnligt problemer, som der efterfølgende skal bruge store ressourcer på at udbedre, når der eksempelvis skal bores helt nye huller til rør samt lukkes andre huller.
– VDC gør det muligt for os at se, at tingene kan lade sig gøre, og at tingene kan være der for hinanden, siger Torben Bloch Nielsen.
Ifølge Torben Bloch Nielsen tegner man gennemsnitligt et byggeri om 1,6 gange. Med VDC kan man hurtigt tegne om flere gange til den samme pris, fordi det er ret enkelt at lave ændringerne i den digitale model. Det giver kunderne mulighed for at prøve alternative løsninger, inden de lægger sig fast på en model. Men det virtuelle byggeri giver også helt konkrete fordele for håndværkerne ude på byggepladsen.
– De vil for eksempel hurtigt kunne se, hvilken bolt, de skal bruge til at spænde en bestemt bygningsdel med, siger han og slår fast, at MT Højgaard er kommet godt i gang med VDC, og at det er en metode, som hele tiden skal videreudvikles.
– Med tiden skal der koder på alle elementer, der indgår i et byggeri. Så vil vi helt ned på skrueniveau ret hurtigt kunne se, hvad et byggeri vil koste, og i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, vil håndværkeren også kunne se lige præcis, hvor skruerne skal skrues i, siger Torben Bloch Nielsen, som fortæller at alle underleverandørers produkter med tiden skal kunne “tale sammen” med MT Højgaards data, så der nemt og hurtigt kan bygges med dem i VDC modsat nu, hvor det digitale byggeri stadig foregår meget “med hånden”.
Gevinster i driften
Der er endnu en gren af VDC, hvor MT Højgaard ser store perspektiver for kunderne. Det er i driftsfasen.
– Her går bygherrer nogle gange går galt i byen. Med en præcis VDC-model kan vi beskrive drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne, og hvis man som bygherre sørger for at holde den opdateret med alle oplysninger, når byggeriet er færdigt, så har man en præcis opgørelse over drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne i bygningerne. Så skal man ikke opfinde egne løsninger igen og igen, men kan bruge de data, man allerede har i form af VDC. Der ligger der besparelser for bygherren, siger Torben Bloch Nielsen.
VDC er ifølge divisionsdirektøren ikke kun en fordel for kunderne – MT Højgaard kan også selv høste en væsentlig fordel ved at anvende de digitale byggerier.
– Vi har intenst fokus på risikostyring og vil gerne eliminere så mange risici som muligt. De største risici oplever vi, når vi overtager andres løsninger. Det er ikke nogen hemmelighed, at arkitekter og entreprenører ikke altid er enige om, hvad der er den realiserbare løsning. Når vi bygger i VDC kan vi synliggøre risiciene og tage højde for dem, siger Torben Bloch Nielsen, som mener, at VDC er fremtiden for byggebranchen, og at man løber en stor risiko, hvis ikke man har en strategi for at bruge digitale modeller.
– Vi tror på, vi kan blive førende inden for VDC. Vi bruger det allerede nu på alt i forskellige grader, og i det store og hele skal alt med tiden laves på denne måde. Der er enormt meget fokus på VDC internt hos MT Højgaard. Vi vil skabe holdbare byggerier, som skaber værdi for alle, og vi bliver endnu mere konkurrencedygtige med VDC, og det er der fremtid i for os og for kunderne, slutter Torben Bloch Nielsen.