Med 120 tvangsauktioner i juli mod 115 måneden før, steg antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner med 4 %, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Trods stigningen vurderer DI’s boligøkonom ikke, at der er grund til bekymring, da niveauet fortsat er meget lavt.
– Antallet af tvangsauktionerne kan svinge lidt på månedsbasis, og niveauet er fortsat meget lavt, så derfor er stigningen i juli ikke bekymrende. Det er selvfølgelig ulykkeligt for de boligejere, som står med en bolig på tvangsauktion, men der er heldigvis tale om meget få tilfælde, siger DI’s boligøkonom, Sebastian Kaldahl.
I maj lød tallet på 119, hvilket gør, at det samlede antal tvangsauktioner for tre-måneders perioden maj-juli lyder på 353. Det er et fald på 15 % i forhold til den foregående periode februar-april, hvor der var 414 tvangsauktioner.
– Når vi kigger ud af forruden, er det også svært at se, at der skulle være mange flere tvangsauktioner lige om hjørnet. Et godt stykke tid før, at en tvangsauktion bekendtgøres, har der nemlig være en misligholdelse af boliglånet, og vi har endnu ikke set nævneværdige stigninger i restancerne, siger Sebastian Kaldahl.
Ingen bølge af tvangsauktioner i sigte
Enfamiliehuse er den ejendomstype, der oftest ender på tvangsauktion. I 2023 har omkring 70 % af alle tvangsauktioner været enfamiliehuse. Siden statistikkens start i 1979 har enfamiliehuse overvejende udgjort mere end halvdelen af de ejendomme, der hvert år er gået på tvangsauktion.
Dette skal dog ses i lyset af, at enfamiliehuse udgør ca. halvdelen af alle ejendomme i Danmark.
– Selvom renterne har betydning for boligejernes budget, så bliver boliglånene stadig betalt, og vi skal nok se en længere periode med stigende ledighed før, at det for alvor kan slå igennem på travlheden i fogedretten. Et større antal tvangsauktioner er derfor ikke et særlig sandsynligt scenarie i den kommende tid, slutter Sebastian Kaldahl.