Administrerende direktør Palle Thomsen fra brancheforeningen Danske Byggecentre opfordrer finansminister Claus Hjorth Frederiksen til i forbindelse med finanslovsforhandlingerne at sikre, at ‘Videncenter for energibesparelser i bygninger’ ikke fældes af den store økonomiske grønthøster.
Han peger på, at centret har vist sig som et kæmpe aktiv for hele byggeriet og boligejerne i forhold til at rådgive om bedre energispareløsninger i boliger.
Vi ved af erfaring, at tingene hænger sammen, og konkrete løsninger sammen med konkrete tilskud fremmer energibesparelser i boliger.
Adm. direktør Palle Thomsen Danske Byggecentre
– Videncentret har, siden det blev oprettet, været en uvurderlig partner i arbejdet med at fremme energibesparende løsninger og rådgive og undervise om energirenovering. Igennem videncentret har vores medlemmer haft adgang til unik viden om energirenovering i eksempelvis privatboliger. Samtidig har videncentret stået for undervisning af vores medlemmer, siger Palle Thomsen til Dagens Byggeri.
Løsninger til at forstå
Han understreger, at Videncenter for energibesparelser i bygninger har været specielt gode til at formidle viden om helt konkrete eksempler på, hvordan man kan spare energi i bygninger:
– Vi ved jo, at cirka 40 procent af energiforbruget i Danmark sker gennem opvarmning af boliger. Når vi finder grund til at anbefale en fortsættelse af centret, skyldes det, at de kommer med konkrete løsninger, som er beskrevet på en måde, der er til at forstå for almindelige mennesker og de håndværkere, som skal implementere dem i byggerierne. Samtidig har Videncenter for energibesparelser i bygninger også kørt nogle kurser for vores medarbejdere, der klæder dem på til at kunne rådgive både håndværkere og almindelige kunder bedre om hvilke byggematerialer, de har brug for, siger Palle Thomsen til Dagens Byggeri.
Underligt
Palle Thomsen noterer samtidig, at når regeringen laver en BoligJobordning specielt rettet mod energibesparelser, virker det underligt, hvis man ikke også bevarer det videncenter, der kan forsyne både forbrugere, håndværkere og andre i branchen med kvalificeret rådgivning om netop energibesparelserne:
– Vi ved af erfaring, at tingene hænger sammen, og konkrete løsninger sammen med konkrete tilskud fremmer energibesparelser i boliger. Det vil medføre et gigantisk spild af ressourcer, hvis videncentrets brugere skulle opbygge de kompetencer, der i dag er tilgængelig via videncentret, slutter Palle Thomsen.