Kulturminister Mette Bock (LA) har været kaldt i samråd i Folketingets Kulturudvalg for at give en status over tilstanden for Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der i forbindelse med de seneste store oversvømmelser i Roskilde Fjord har været ramt alvorligt og flere gange har været truet af gennembrud af de store vinduer ud mod vandet.
Ministeren konstaterede, at Vikingeskibshallen er fredet og ejet af den selvejende institution Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Til gengæld er skibene statens ejendom, da de tilhører Nationalmuseet.
Arkitektonisk værk
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der fører tilsyn med de fredede bygninger, og Vikingeskibsmuseet søgte i efteråret 2016 om at få fredningen af Vikingeskibshallen ophævet, selv om der ifølge bestyrelsen er tale om et enestående arkitektonisk værk.
Det blev dog afvist, og i stedet ønskes der fra Slots- og Kulturstyrelsens side, at man søger at løse problemerne inden for rammerne af de bærende fredningsværdier. Styrelsen er dog indstillet på at se på mulighederne for at bygge om og bygge til, så museets behov for modernisering og øget tilgængelighed kan imødekommes.
Funderingen er i orden
Som led i afklaringsarbejdet har Slots- og Kulturstyrelsen fået Teknologisk Institut til at lave en undersøgelse af Vikingeskibshallens funderingsforhold, og undersøgelsen viser, at fundamentet under skibene efter alt at dømme er stabilt.
Der er ingen tegn på skadelige sætninger eller på større bevægelse i bygningsdelene end normalt.
– Hvis alt går efter planen, ligger der inden sommer en afklaring af, om og hvordan bygningen kan fremtidssikres. I forbindelse med finanslovsaftalen for i år blev det vedtaget, at det er vigtigt at sikre vikingeskibene på Vikingeskibsmuseet i Roskilde for eftertiden, men det står endnu ikke klart, om løsningen på museets udfordringer bliver restaurering, ombygning eller nybyggeri. Først når man har et klarere billede heraf, bliver en nærmere drøftelse på politisk niveau om statslig medfinansiering meningsfuld, oplyste ministeren blandt andet.
Sover med gummistøvlerne på
Ministeren konstaterede, at det ikke er holdbart i længden, at de ansatte “skal sove med gummistøvlerne på”:
– Desuden er det omfattende beredskab en økonomisk belastning for museet. Dog mener jeg stadig, at vi skal bruge den nødvendige tid på at få de mulige løsninger fuldt belyst. Det kræver, at alle parter er indstillede på, at det skal gå hurtigt, sagde Mette Bock, der på den nævnte baggrund mener, at det er for tidligt at begynde overvejelser om, hvordan en eventuel nybygning skal se ud.