Byen Vinge står foran endnu en milepæl. Inden længe begynder de første byggerier at skyde op i Vinges første udstykning, Deltakvarteret. Og samtidig kan interesserede investorer og entreprenører kigge nærmere på hvad Vinge Centrum skal indeholde.
Opførelsen af byens centrale del er nemlig sendt i EU-udbud forleden.
Skulle man være interesseret i at byde ind på opgaven med at opføre Vinge Centrum, så skal man være indstillet på at etablere blandt andet en S-togsstation, en ny landskabsbro, offentlige OPP-arealer, 10.000 kvadratmeter almene boliger, infrastruktur, spildevandsanlæg, gravearbejder for vandforsyning, private boliger, erhverv m.m.
Tæt bymidte
Centralt gennem byen Vinge løber det grønne hjerte som er en landskabskorridor, der krydser Vinge fra nord til syd. S-togsstationen bliver centrum i byen. Og rundt om den vil bygninger skyde op i mellem fire og otte etagers højde med boliger, erhverv, offentlige institutioner, private virksomheder og detailhandel.
Sådan ser fremtiden ud for centrum i Vinge, hvis man læser den lokalplan som Frederikssund Byråd har behandlet tidligere på sommeren.
– Med denne lokalplan lægger vi op til en høj og tæt bymidte i centrum af Vinge – men uden at gå på kompromis med de grønne, bæredygtige og rekreative elementer, som vil give byen Vinge sit helt eget unikke kendetegn, fortæller formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning (A).
Der er budfrist på opgaven den 23. august 2016.