Voldgiftsretten har den 21. juni afgjort den første principielle sag om placering af ansvaret for brug af MgO-vindspærreplader.
Den almene bygherre har anlagt sag mod entreprenør og rådgivere med påstand om, at de skal dække omkostningerne til udskiftning af pladerne og udbedring af de skader, som brugen af pladerne har forårsaget i forbindelse med renovering af ti boligblokke med cirka 300 lejligheder. Det oplyser Byggeskadefonden, der blandt andet forestår og afholder udgifter til eftersyn af alment boligbyggeri.
Uegnet produkt
Voldgiftsretten slår fast, at de anvendte MgO-plader var uegnede til at blive anvendt som vindspærreplader i det danske klima og lægger til grund, at de egenskaber, der gjorde dem uegnede til anvendelsen, kunne have været konstateret i 2010 under anvendelsen af dengang kendte undersøgelsesmetoder. Derfor er der ikke tale om en udviklingsskade.
I forhold til totalrådgiver lægger voldgiftsretten til grund, at rådgiver ikke handlede i strid med god rådgiverskik ved at lægge de modtagne produktoplysninger til grund uden selvstændig efterprøvelse, idet der ikke var anledning til at betvivle, at oplysningerne var rigtige. Det var imidlertid ansvarspådragende for rådgiver, at rådgiver godkendte anvendelsen af MgO-pladerne uden at forelægge bygherre de relevante oplysninger om, at der var tale om et nyt, ikke gennemprøvet produkt, der ikke som det foreskrevne kunne opnå en generel certificering. Det var i den forbindelse uden betydning, at rådgiveren ikke anså anvendelsen af det nye materiale for risikabel.
Voldgiftsretten henviste ved afgørelsen til de kvalitetssikringsregler, rådgiveren var forpligtet til at følge.
Entreprenør går fri
Entreprenøren frifindes, idet han ikke blot ved at bringe et andet materiale i forslag har påtaget sig et projekteringsansvar. Retten lægger i den forbindelse til grund, at det var parternes fælles forståelse, at rådgiver som projekterende totalrådgiver skulle undersøge og vurdere forslaget om brug af MgO-plader.
Retten fandt, at entreprenøren ikke har pådraget sig et produktansvar, idet pladerne indgår som en del af en samlet bygningsdel, som entreprenøren har produceret. Derfor hæfter entreprenøren ikke for det produktansvar, der måtte påhvile producenten af pladerne eller tidligere salgsled.
Bygherres samlede krav til totalrådgiver og entreprenør lød på henholdsvis 5 og knap 7,5 millioner kroner – i alt 12,5 millioner kroner. Totalrådgiver skal som følge af voldgiftsrettens afgørelse betale fem millioner kroner i erstatning, svarende til rådgiveraftalens ansvarsbegrænsning. Den afgørelse sker ifølge Voldgiftsretten under henvisning til kvalitetssikringsbekendtgørelsens krav om anvendelse af gennemprøvede materialer. Da entreprenøren går fri i sagen, skal denne ikke betale erstatning.
Voldgiftsretten finder imidlertid også, at bygherres krav på 12,5 millioner kroner er et realistisk bud på, hvad det vil koste den almene bygherre at udbedre skaderne, som brugen af MgO-pladerne har afstedkommet.
Uprøvede plader
Byggeskadefonden vil nu studere de øvrige MgO-sager i lyset af afgørelsen. Det er ifølge Byggeskadefonden ikke givet, at udfaldet bliver det samme i alle sager, idet afleveringstidspunkt, entrepriseform m.v. også vil spille ind i afgørelserne.
– Det er bemærkelsesværdigt, at det er de særlige krav til kvalitetssikring, som betyder, at rådgivere bliver ansvarlige for at bruge et nyt uprøvet materiale uden at orientere bygherren herom. Byggeskadefonden håber, at afgørelsen betyder, at rådgiverbranchen fremover får større fokus på kvalitetssikring i byggeriet, så lignende sager kan undgås – ikke mindst i forbindelse med nye byggematerialer, lyder det fra Byggeskadefonden.
