Boligfonden Kubens spirekasselegat, der hylder eksperimentet i byggeriet, blev i går uddelt til fem nye spirer:
– Evewave, stiftet af Kathrine Hagemann Snabe og Antonella Ingrid Emilsson
– Jorden er giftig ved arkitekt Christina Ahm
– Leakhunter ved maskiningeniør Anders Rosten
– Maskinmarkedet.com ved Mads Thostrup
– Fremtidens træhjem ved Simone Bjørndal
Læs også: AI-værktøj kan identificere en bygnings genbrugspotentiale
– Byggebranchen har brug for at udforske nye materialer, arbejdsmetoder og digitale værktøjer for at udvikle sig i en mere bæredygtig retning. Spirekasselegatet er en håndsrækning til alle dem, der har god ide til at gøre byggeriet bedre, elsker eksperimenter og tør tænke nye tanker, siger direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch.
Læs også: Fejlfrit, før tid og under budget: MiniCo2-huse viser gode resultater
Til aftenens prisuddeling var også Paint’r, der fik Spirekasselegatet i 2021, til stede og delte ud af deres erfaringer med at gå fra eksperiment til forretningside.
Enorme mængder affald
En af legatmodtagerne er Evewave, som vil gøre op med pallesystemet, der hver dag triller materialer ind på byggepladsen. Den gængse palle kommer nemlig med en indpakning på mellem 12 m2 og 22 m2 plast, fortæller Kathrine Hagemann Snabe:
– En tredjedel af al affald på byggepladsen i volumen stammer fra pakningen af materialerne. Det er enorme mængder affald, som ene og alene er knyttet til at flytte materialer fra et sted til et andet.
Voldsomme tal på m2
Kathrine Hagemann Snabe mener desuden, at emballagen er overset i debatten om byggeriets affald, hvilket skyldes, at plast ikke vejer så meget som beton, stål og mursten:
– Affald bliver opgjort i vægt fremfor fylde. Derfor bliver problemets omfang ikke afspejlet i dataene fra byggepladserne. Ser vi i stedet på m2, er tallene voldsommere. Og så skal man jo tænke på, at flere af materialerne er blevet pakket to gange på tværs af værdikæden. Første gang ved ankomsten til trælasten og anden gang, når de pakkes til den enkelte byggeplads.
Læs også: 5-dobling af svanemærkede byggerier på 5 år
Derfor vil man udvikle et nyt system, der minimerer affaldet og optimerer fragten:
– Vi er i gang med at udvikle vores prototype, der er produceret af genbrugsmaterialer, som erstatter de traditionelle paller og fjerner behovet for engangsplastemballage. Håbet er, at vi kan inspirere byggeriet og andre brancher til at sende pallerne på pension, siger Kathrine Hagemann Snabe.
Spirekasselegatet åbner for nye ansøgninger igen i efteråret 2024, og alle med en god ide til at gøre byggeriet bedre kan søge om 25.000 kroner fra Boligfonden Kuben.