Der er en stigende interesse for at benytte træ i byggeriet, men der mangler fortsat forskning, uddannelse og viden om nye teknologier, materialer, byggeprocesser, byggemetoder og LCA-analyser på området.
Sådan lyder det i en rapport fra Rambøll fra februar, der bl.a. anbefaler, at:
– Der bliver udviklet nye undervisningsforløb og -materialer med fokus på bæredygtighed
– Undervisernes kompetencer inden for bæredygtighed styrkes gennem et samlet kompetenceudviklingsprogram
– Der indføres et grundlæggende introduktionsforløb til bæredygtighed, som kan styrke lærlingenes grønne mindset
– Undervisningen i praktisk bæredygtighed styrkes
– Svendeprøven bliver tilpasset, så den indeholder bæredygtige elementer – både teoretisk og praktisk
Lærlinge mangler basal viden om træ
Det er og bliver et kæmpeproblem, at både undervisere og lærlinge mangler viden om bæredygtigt byggeri, lyder det adm. direktør Tobias Smith fra Palsgaard Spær, der dagligt mærker det hul, der er i de unges viden om træ, bl.a. når producenten skal vejlede, sparre og udvikle nye træløsninger.
– Vi har mange dygtige medarbejdere, men vi oplever, at vi er nødt til at oplære nye medarbejdere og lærlinge fra bunden, fordi de mangler viden om såvel anvendelsen som beregningen af træ i byggeprojekter – og det er en skam for branchen.
Er både udførende og udregnende
En af de profiler, som branchen efterspørger for at kunne sætte skub i anvendelsen af træ i byggeriet, er bygningsingeniører som Finn Ehmsen. Han er uddannet tømrer og har efterfølgende uddannet sig til bygningsingeniør, hvilket har givet ham et stærkt praktisk og teoretisk afsæt, der nu er utrolig brugbart i den grønne omstilling, som lægger op til mere træbyggeri:
– Jeg tror, at det er en fordel, at jeg har arbejdet som tømrer i ti år, inden jeg søgte nye udfordringer og tog en ingeniøruddannelse. Det har givet mig en solid kombination af teori og praksis, der gør, at jeg både kan være udførende og udregnende på diverse byggeprojekter. Det er nemlig gavnligt, at man som teoretiker også kan udføre det i praksis, hvilket giver en god gensidig forståelse, siger Finn Ehmsen, der dertil er evigt nysgerrig på, hvordan træbyggeriet kan optimeres.
En fantastisk dygtig rådgiver
Finn Ehmsen har mere end 30 års indgående erfaring og har de sidste 20 år haft sin daglige gang hos Palsgaard Spær. Her har han blandt andet været med til at udvikle flere koncepter såsom afstivningssystemer, broforskallingsmoduler og præfabrikeret tagmoduler, der gør det let at bygge boliger i træ.
Derudover er han en del af Eurocodes normudvalg for trækonstruktioner og -produkter, som arbejder med udvikling af de europæiske standarder for blandt andet konstruktionstræ, limtræ, spær og træelementer.
– Finn er en nørd i ordets bedste forstand, og han ved utroligt meget om træ og vores produkter, som kan bruges til bæredygtigt byggeri. Det gør ham til en fantastisk dygtig rådgiver, der kan imødekomme vores kunders stigende behov for vejledning omhandlende udregning, lovgivning og udførelsen af træbyggerier. Vi har behov for endnu flere profiler som Finn i fremtiden, og jeg håber, at mange flere nyuddannede får mulighed for at opnå lignende kompetencer, siger Tobias Smith.
Træbyggeri skal være obligatorisk
Også hos foreningen Træ i Byggeriet håber man på, at flere uddannelser vil fokusere mere på træbyggeri, da den manglende viden om træ i byggeriet på sigt kan blive et stort problem for byggeindustriens grønne omstilling:
– Cement og beton har traditionelt fyldt meget i byggeriet og derfor også på landets uddannelsesinstitutioner, men skal vi nå i mål med byggeindustriens ambitiøse klimamål, er der behov for nytænkning. Derfor mener vi, at træbyggeri skal være obligatorisk på skoleskemaet på landets byggeuddannelser – både i teori og praksis, siger Lauritz Rasmussen, der er sekretariatsleder hos Træ i Byggeriet, og tilføjer:
– Undervisningen i træ er så småt begyndt at fylde mere på uddannelserne, men det bliver stadig underprioriteret i for høj grad. Der skal sættes yderligere fokus på træbyggeri på både erhvervsuddannelserne og universiteterne, så den faglige viden indlæres og styrkes på skolebænken. På den måde kan vi få endnu mere specialiseret viden om træbyggeri og flere kompetente hænder ud på arbejdsmarkedet.
Ændringer på vej til træfagenes uddannelser
Morten Lehmann, uddannelseskonsulent i 3F og næstformand i Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse, kalder Rambølls analyse for et godt afsæt for at få fornyet tømreruddannelsen, så lærlinge og svende fremover kan bidrage til den grønne omstilling.
– Jeg har en forventning om, at vi kommer til at ændre en del på uddannelsen, og at vi eventuelt får brug for mere uddannelsestid, hvis vi skal sikre, at der fremover både kan bygges med de nuværende og de nye bæredygtige materialer og metoder, siger han.