I “gamle dage” fik entreprenøren ofte udleveret udbudsmateriale og kontraktmateriale fysisk. Det er nye tider, og i dag udleveres alt kontraktmateriale stort set digitalt.
I en nylig trykt kendelse fra Voldgiftsnævnet (TBB 2022.427) er der taget stilling til konsekvensen ved, at parterne i kontraktgrundlaget henviser til materiale, der alene findes digitalt (i dette tilfælde Byggeweb), og at parterne i kontraktgrundlaget har anført, at “materialet er fremsendt og gennemset”.
En underunderentreprenør (UUE) havde, efter telefoniske drøftelser med en underentreprenør (UE) om et entrepriseprojekt, hvor UUE skulle udføre isoleringsarbejder, fremsendt et tilbud, hvori isoleringstykkelsen for kølerør blandt andet var angivet.
UUE havde baseret oplysningerne om isoleringstykkelserne ud fra oplysningerne, som UE havde givet under de telefoniske drøftelser.
Parterne indgik efterfølgende entreprisekontrakt, hvori følgende var anført om parternes aftalegrundlag: “Projektmateriale omfang er fremsendt og gennemset af UUE på projektmateriale og Byggeweb den 02.6.2017”
Der opstod efterfølgende uenighed mellem UE og UUE om mangler ved den af UUE udførte isolering, eftersom oplysningerne i UUE’s tilbud ikke svarede til oplysningerne i projektmaterialet.
Voldgiftsretten fandt blandt andet, at UUE, der havde prissat arbejderne på baggrund af telefoniske drøftelser, og dermed uden nærmere kendskab til detaljerne ved projektet, havde med oplysningen om, at projektmaterialet var fremsendt og gennemset på Byggeweb samme dag som kontrakten blev fremsendt særlig anledning til nærmere at gøre sig bekendt med materialet på Byggeweb inden kontraktindgåelsen.
Vi kan af kendelsen udlede, at såfremt der i parternes kontraktgrundlag er henvist til materiale, som er tilgængeligt online, og det er angivet, at materialet er fremsendt og gennemset, har den ene part ikke mulighed for at påberåbe sig manglende kendskab hertil.
Dette er tillige i tråd med en måske endnu mere vidtgående nyere kendelse fra Voldgiftsnævnet (TBB 2021.1165), hvor udbudsmaterialet blev gjort tilgængelig online (Ibinder), og hvor den udførende totalentreprenør gjorde et krav gældende om ekstraarbejde som følge af, at totalentreprenøren var af den opfattelse, at oplysningerne i udbudsmaterialet var mangelfulde og uklare.
Voldgiftsretten fandt, at de relevante oplysninger, for det af totalentreprenøren krævede ekstraarbejde, havde været klare og tilgængelige for totalentreprenøren digitalt i projekteringsperioden og udtalte i den forbindelse: “Det må således forventes, at TE før afgivelsen af sit bud har orienteret sig i det samlede materiale, der blev gjort tilgængeligt for de bydende”.
Totalentreprenøren havde derfor ikke krav på betaling af ekstraarbejder.
Problemstillingen er et godt eksempel på, at voldgiftsretterne følger med i den digitale udvikling.
Den dovne entreprenør kan ikke forvente, at juraen efterfølgende kaster en redningskrans ud.
