Tiny houses, mikroboliger og simple living. Det er populært at vælge en mindre bolig drevet af drømmen om en bæredygtig livsstil. Og i de store danske byer stuver vi os sammen på færre kvadratmeter end i resten af landet. Selvom det også handler om boligpriser, er det et vigtigt skridt i den grønne omstillings navn. Men det er en alvorlig trussel for vores sundhed, hvis byggebranchen ikke tager ansvar for indeklimaet.
Det skal ikke være svært
Når vi bor tæt, kommer der mere fugt i boligen, og det kan give skimmelsvamp, viser en undersøgelse, vi har lavet hos mit firma Climaid.
Skimmelsvamp er alvorligt, fordi det kan give gener i øjne, næse og luftveje, men en ordentlig ventilation kan fjerne fugt, forebygge skimmelsvamp og give et godt indeklima.
Læs også: Hvilke data gemmer AB18, som vi ikke har opdaget?
Jeg har besøgt flere hundrede boliger og set, hvor svært det er at bruge et ventilationsanlæg. Nogle anlæg går i stå, så snart man åbner vinduet på klem for at få en svag brise ind i boligen. Andre kræver en lang manual, som kun fagpersoner forstår. Og så er der selvfølgelig også anlæg, der giver træk eller larmer, og det får beboerne til at slukke for dem.
Mit budskab til mine ingeniørkolleger i byggebranchen lyder:
Bygninger er til for mennesker, og de passer aldrig perfekt ind i et Excel-ark. Derfor mener jeg, at vi skal genstarte byggeriet med brugervenlige og behagelige ventilationsanlæg.
Så simpelt som muligt
Jo flere muligheder vi får for at arbejde med AI, algoritmer og machine learning, jo længere bevæger vi os væk fra beboernes hverdag. Den teknologiske udvikling gør ventilation til en videnskab i sig selv. Derfor bør de ingeniører, der designer ventilationsanlæg, tænke på at gøre dem så simple som overhovedet muligt.
Læs også: Inflation: Indkøberne fortjener et klap på skulderen
Tænk et ventilationsanlæg som en ny bil. Det skal være nemt at betjene, støjfrit – og det skal ikke gå i stå, hvis du ruller ruden ned for at trække frisk luft ind. Den slags gode, støjfrie anlæg er der selvfølgelig allerede flere af på markedet. Men prisen følger kvaliteten, og bygherre vælger ofte en billig model, når pengene skal passe.
Men husk, at I sætter beboernes helbred på spil, når indeklimaet kommer i sidste række.