Godt at virksomheder må se listen over konkursryttere

Det nye lovforslag om at gøre det muligt for alle at se, hvem der står i det offentlige register over konkursryttere, hilses velkomment i Dansk Håndværk.

Lovforslag om at gøre det muligt for alle at se, hvem der står i det offentlige register over konkursryttere, er et godt initiativ, der kan gøre det lettere for små erhvervsdrivende at kontrollere, hvem de handler med.

Læs mere: Nyt lovforslag vil værne mod konkursfarlige samarbejder

På den måde kan virksomheder, der er i tvivl om en mulig kunde, nemlig sikre sig lidt bedre, før de siger ja til en opgave. Det betyder, at de undgår en unødvendig risiko.

Men det er også en tryghed, der også kan bruges positivt. Et opslag kan jo også vise, at en mulig kunde ikke står i registeret, så en tvivl kan blive ryddet af vejen.

Frygten må ikke tage over

Dog skal det understreges, at det offentlige register stadigt skal markedsføres med forsigtighed.

Vi ved, at de fleste opfatter en konkurs som et personligt nederlag, der påvirker dem over meget lang tid. Ikke kun økonomisk, men i høj grad også mentalt og ift. deres omgivelser. Derfor må der ikke skabes frygt for, at man automatisk havner i et konkursregister, hvis ens virksomhed går ned.

Læs også: Konkursbølge slår rekord: “Værre end efter finanskrisen”

Iværksættere løber en risiko, som samfundet har glæde af. Indimellem vil der uvægerligt komme situationer, hvor en virksomhed – på helt ærlig og redelig vis – må dreje nøglen om. Det skal der være plads til uden frygt for, at man bliver stemplet.

Men dét hensyn skal ikke gøre livet lettere for konkursryttere, der bevidst igen og igen viser, at de er ude af stand til at drive en ærlig forretning og løber urimelige risici for deres leverandørers penge.

Relateret indhold