Året, der er gået, har været præget af udfordringer og forandringer, men det har også været et år, hvor vi som samfund og branche har vist vores styrke og evne til at tilpasse os.
Et højdepunkt var, at det lykkedes at få gennemført et seminar på Christiansborg om Danmarks fremtidige engagement i verdens største ejendomsmesse, Mipim.
Læs også: “Et regulært gennembrud” at Mipim kommer til Danmark
Jeg er meget glad for, at jeg kunne bidrage til at både erhvervsminister Morten Bødskov og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen kunne byde repræsentanterne for Mipim velkommen til Danmark.
Det var et regulært gennembrud for vores fremtidige engagement i Mipim, der afholdes næste gang i marts 2024. I forvejen står vi stærkt som nation på messen, men det at vi tydeligt viser, at vores toppolitikere bakker op, er af stor betydning.
Jeg har allerede modtaget en række tilkendegivelser, som tyder på, at Danmark og København næste år sætter et endnu tydelige aftryk på messen i Cannes. Det er der god grund til at glæde sig over. Dels på bygge- og ejendomsbranchens vegne, men også på vegne af hele vores land, som kan se frem til en stærkere position på markedet, hvad deraf følger af investeringer, vækst og arbejdspladser.
Planlov og kommuneplan
To vigtige og centrale politiske sager faldt på plads i året der gik. Den reviderede planlov blev vedtaget, og de københavnske politikere tilsluttede sig i enighed den strategi, der skal følges op af en ny kommuneplan for København.
Det sker i slutningen af de nye år, hvor der vil være bred politisk opbakning til byens kurs mange år fremover.
Læs også: Opråb: Vi skal have skabt sammenhæng i trafikplanlægningen – jo før jo bedre
Som branche skal vi anerkende de politiske aftaler og bedst muligt bidrage til at realisere politikernes visioner om sammenhængende bysamfund for alle. Både konkrete erfaringer og forskning viser, at byområder, der består af blandede ejerformer, er de mest attraktive og sikre.
Samfundsansvar og aktiv deltagelse
Også i årene fremover skal vi derfor bøje os mod hinanden, så der bliver plads til både private udlejningsboliger, almene boliger og ejerboliger. Kun på den måde kan vi sikre, at der er boliger nok til alle i fremtiden.
Bygge- og ejendomsbranchen skal i det nye år fortsætte med at vise samfundsansvar og aktivt deltage – ikke kun i debatten – men også i løsningen af mange af samfundets udfordringer.
Alene den demografiske udvikling med mange flere ældre i de kommende år sætter et pres på vores branche for at tænke i fleksible boliger og i det hele taget få løsnet op for snærende regler, så boligmarkedet altid kan møde borgernes behov.
Der er nok at tage fat på – men vi er heldigvis godt i gang.