Det er i den grad nogle misvisende konklusioner, Tommy Bisgaard, direktør i Kalk- og Teglværksforeningen drager vedrørende sammenhængen mellem byggefugt vedrørende tegl kontra træ-ydervægge. Jeg føler mig ret overbevist om, at hvis man dykkede mere ned i erfa-materialet vedrørende fugtskader i nybyggeri, så vil man finde ud af, at indtrængende fugt via tegl i facader (skalmure) sammen med opstigende fugt fra fundamenter og terrændæk er den største kilde til fugtproblemer i boliger, når man ser bort fra manglende eller utilstrækkelig ventilation i tætte huse.
Iveren for at anvende tegl i facader er traditionel stor i Danmark, hvilket blandt andet skyldes at det er det materiale, vi alle sammen kender bedst, ligesom de fleste også tror, at det er det bedste materiale til formålet. Blandt andet fordi det i sig selv ikke er så sårbart over for fugt som organiske materialer, eksempelvis træ er.
Glansbillede
Men samtidig med at man ønsker at bevare glansbilledet af, at tegl er det mest egnede facademateriale til at bygge huse af i Danmark, så er det nu engang sådan, at danske huse i dag skal isoleres og gøres tætte, hvilket blandt andet giver store udfordringer med “tykke” ydervægge.
Ikke mindst når man bygger med tegl, fordi tegl fylder mere uden at isolere. Det har man i de senere år kompenseret for ved at fravige en god gammel byggeskik om, at der altid skal ventileres mellem en skalmur og en hulmursisolering og/eller en bagmurskonstruktion. Gør man ikke det, går det galt, fordi vandsugende og utætte teglmure direkte op af hulmursisolering og lette bagmure er ensbetydende med fugtskader i de bagvedliggende konstruktioner.
Så er det bare lige, man skal huske, at det ikke var isoleringen eller den lette bagmur, der var årsagen. Nej, det var såmænd den i denne sammenhæng helt uegnede facadetegl.
