Politikerne bør lytte, når vismændene siger, at en rabat på CO2-afgift til Aalborg Portland er voldsom dyr for statskassen og blot vil betyde et tilsvarende tab af arbejdspladser andre steder, påpeger SMVdanmark som er kritiske over for konstruktionen i den afgift.
Desuden er det godt, at vismændene betvivler det rigtige i den annoncerede bankskat, som i langt overvejende grad vil blive betalt af de små og mellemstore virksomheder, mener SMVdanmark.
Vismændene peger blandt andet på anbefalingen om en ensartet CO2-afgift, dvs. at ingen virksomheder bør slippe billigere end andre.
Det er glædeligt, at vismændene så tydeligt gør det klart, at hvis store CO2-udledere som Aalborg Portland får en rabat på CO2-afgiften, så taber vi lige så mange arbejdspladser andre steder i de små og mellemstore virksomheder, som vi kortvarigt bevarer i Aalborg.
Og det koster så den nette sum af 1,25 mio. skattekroner om året pr. arbejdsplads på Aalborg Portland og hos deres underleverandører. Dermed viser vismændene jo, hvor vanvittig en manøvre regeringen er ude i, når den vil lade nogen slippe billigere end andre.
Hvis vi havde lagt samme redningsplanke ud dengang skibsværftet i Odense, B&W i København og syfabrikkerne i Silkeborg var truet, så havde vi ikke haft de langt mere konkurrencedygtige og lukrative industrier, der voksede frem i stedet. Dansk erhvervsliv skal ikke været et museum, hvor regeringen er kustode.
Skeptiske over for bankskatten
Forårsrapporten indeholder også en advarsel mod den særskat på finansielle selskaber, som regeringen vil indføre for at finansiere Arne-pension.
Som med andre afgifter vil det betyde stigende priser for kunderne. Ifølge Finans Danmark vil det medføre en ekstra regning til danske virksomheder med under 250 ansatte på 900 mio. kr., mens de store virksomheder kun skal af med 100 mio. kr.
Det er altså i høj grad SMV’erne, som betaler for bankskatten. Så jeg er glad for, at vismændene er skeptiske over for den.
Vismændene anbefaler også at fjerne tinglysningsafgiften samt at nedsætte beløbsgrænsen, så det bliver lettere at ansætte udlændinge fra et ikke-EU-land.
Det er to meget konkrete og gode forslag, der vil være en kærkommen håndsrækning til dansk erhvervsliv. Mangel på arbejdskraft er stadig et kæmpe problem for virksomhederne, og her kommer vi ikke uden om udenlandsk arbejdskraft som en del af løsningen.
Hvis vi også fjerner tinglysningsafgiften, bliver det billigere at låne til f.eks. at få afmonteret sit gasfyr og få installeret varmepumper eller andre ting, der gavner den grønne omstilling.
Så har vi en god cocktail, der kan holde gang i et byggeri, der måske kan blive ramt, hvis vi er på vej ind i en afdæmpning af byggeaktiviteten som følge af stigende materialepriser og renter.