SVM-regeringen har solide ambitioner på erhvervsområdet, hvor de tager fat i problemer, der står øverst på virksomhedernes dagsorden.
Det er specielt vigtigt i en situation, hvor vi ser ind i et økonomisk tilbageslag.
Lige nu er det særligt SMV’erne – de små og mellemstore virksomheder – der har brug for en håndsrækning, så her skal regeringen vise, at den virkeligt er en SMV-regering.
Økonomi og arbejdskraft i centrum
Vi hæfter os specielt ved, at erhvervslivet med en bred regering kan regne med at de planlagte reformer vil kunne holde – også efter næste valg:
Regeringsgrundlaget indeholder både løfter om at sænke arveafgiften ved generationsskifte af virksomheder, økonomisk styrkelse af erhvervsuddannelserne og en ekstra indsats for at få flere unge til at vælge en faguddannelse.
Det er tre områder vi har lagt vægt på, hvor det samtidigt er vigtigt at reglerne ikke ændres hver gang, der kommer en ny regering. Med et bredt samarbejde ved virksomhederne, hvad de kan regne med i en længere årrække
Også i forhold til mangel på arbejdskraft er det godt nyt – særligt med ændring af skatteregler, arbejdstid og indsatsen overfor ledige:
Virksomheder har brug for flere medarbejdere. Her er vi tilfredse med at regeringen prioriterer en ekstra indsats ved at hæve beskæftigelsesfradraget, afskaffe en helligdag og reformere arbejdet for at få ledige i arbejde.
Sammen med en betydelig indsats for at få flere unge ind på faguddannelserne, vil det gøre en forskel for de virksomheder, der i dag skriger på mere arbejdskraft.