Project Radio
- – 155 ungdomsboliger og 117 lejligheder på samlet 12.300 kvm
- – 8.000 kvm kælder renoveres til erhverv og fællesarealer
- – Projektet opføres i to etaper
- – Første etape er klar til indflytning (1. maj 2023)
- – Anden etape, der omfatter 84 lejligheder, afleveres forventeligt i Q3 2023
- Totalentreprenør: Jönsson Entreprise
- Arkitekt: Link Arkitektur
Dengang der kun var én tv-station – DR – vidste alle, at TV-Byen lå i 2860 Søborg. DR flyttede ind i 1963 og ud igen i 2005, men det ikoniske postnummer er blevet hængende i bevidstheden hos mange. Nu har området med de sagnomspundne tv-studier fået nyt liv – af nyindflyttede unge, par i alle aldre og mindre familier.
Ombygningen af DR-Byen startede i sensommeren 2021, og de nye boliger føjer sig nu til de allerede 1.000 nyere boliger og erhverv, butikker, privathospital og store, grønne arealer der er skudt op i 2860 Søborg, siden DR flyttede og omdannelsen af TV-Byen til boligområdet Gyngemose Park begyndte.
Der har dog manglet boliger til studerende, par og mindre familier, men det er der rådet bod på nu. 140 af første fases 188 boliger er allerede udlejet i den nye bebyggelse, der har fået navnet Project Radio, og 1. maj kunne de nye beboere så flytte ind. Anden etape, der omfatter 84 lejligheder, afleveres forventeligt i Q3 2023.
Går efter DGNB-Buildings In Use
Et bærende element i projektet har været at reducere CO2-aftrykket, genanvendelse samt at skabe gode fællesarealer.
Derfor er de eksisterende bærende konstruktioner og facader fra start 70’erne bibeholdt, og der er etableret solceller på taget, som vil kunne producere ca. 1/3 af ejendommens energiforbrug. Samtidig forberedes projektet til certificering i kategorien ‘Buildings In Use’ under DGNB.
– Der har været en spændende og udfordrende opgave at udvikle de gamle DR TV-Studier i Søborg, med respekt for bygningernes strukturelle begrænsninger såvel som den historie, de ikoniske bygninger bærer, siger Milo Lillegaard Larsen, Senior Development Manager i Deas Asset Management, der er udvikler og aktiv bygherrerådgiver på Project Radio.
Timeouts og sociale arrangementer
For at skabe et fællesskab mellem bebyggelsens familier, er familieboligerne samlet i den ene ende af ejendommen omkring private gårdrum. I anden fase vil familieboligerne også få små åbne haver og brede altangange, som inviterer til ophold. Herudover etableres der en legeplads i familieboligernes store gårdrum.
I udviklingen af ungdomsboligerne er der især lagt vægt på at skabe gode rammer for fællesskabet både indendørs og udenfor.
Gårdrummene er indrettet, så de lægger op til både timeouts og sociale arrangementer, hvor de unge mennesker kan mødes. Og indendørs er der både fælleskøkken, lounge, læsesal og fitnessrum.
– Det har været vigtigt for os at skabe nogle gode rammer for de studerende, hvor de har en tryg base og kan dyrke det fællesskab, der er afgørende for, at de får et godt studieliv, siger Milo Lillegaard Larsen.