Bevaringsværdig skole får nyt liv som moderne kontorlokaler

Holbæk Østre Skole er opført over en årrække fra 1902 i nationalromantisk stil. Nu skal de gamle klasseværelser have med den store renoveringskost.
Denne gamle skole i Holbæk får snart nyt liv og bliver indrettet til fire statslige styrelser. Pressefoto.
Denne gamle skole i Holbæk får snart nyt liv og bliver indrettet til fire statslige styrelser. Pressefoto.

Ser man kontorbyggeri i Danmark i dag, falder øjet ofte på masser af firkanter, glas og aluminiumsfacader. Men erhvervsbyggeri behøver ikke nødvendigvis være modernistiske kasser på dyre grunde. Det viser blandt andre Bygningsstyrelsen med et projekt i Holbæk. Her har man valgt at renovere den gamle Holbæk Østre Skole, som har mere end 100 år på bagen.

Renoveringen er et led i statens udflytningsplan. I slutningen af 2020 skal skolen være færdig, så Danmarks Evalueringsinstitut, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Danmarks Akkrediteringsinstitution og Danida Fellowship Centre kan flytte fra deres nuværende lokaler i Københavns indre by og ud i lokalmiljøet i Holbæk. Skolen kommer til at huse cirka 400 ansatte i kontormiljøer fordelt i de tre længer – og Bygningsstyrelsen lægger vægt på at bevare mange af de originale udtryk i de gamle lokaler. Et godt eksempel er gymnastiksalen, hvor træ-ribber langs væggene og gymnastikringe i loftet får lov til at leve videre i den nye kantinesal.

– Det går godt i tråd med, at Østre Skole er bygget og brugt som folkeskole. Generelt er bevaring af skoleidentiteten et fokus for de kommende brugere, siger Lasse Christian Hansen, der er projektleder hos Center for Byggeri.

Bevarer de originale udtryk

Niras er ansvarlig for de ingeniørtekniske opgaver under renoveringen og har rådgivet om bærende konstruktioner, ventilation, indeklimaberegninger, it-netværk, belysningsanlæg, nyt brand- og sikringsanlæg, kloakrenovering samt tilstandsrapporter for de gamle kældre.

– Det er en spændende opgave at få lokalerne til at leve op til nutidens krav om indeklima og ventilation. Der mangler simpelthen plads til de store installationer, der er nødvendige for at skabe et godt indeklima, siger projektleder Flemming Buch fra Niras og fortsætter:

– Da skolen ikke har nogen nedhængte lofter, har vi løst den udfordring ved at hænge ventilationen op under loftet i alle rum i et meget symmetrisk og stringent system, for at det ser så pænt ud som muligt.

Den gamle skoles høje bevaringsværdi stillede særlige krav til valg af farve- og lysløsninger for at være tro mod udtrykket af de gamle bygninger og stadig få det til at harmonere med moderne, lyse og venlige lokaler.

Det lykkedes den lokale arkitekt Kullegaard og Niras imellem at løse den udfordring ved hjælp af gamle pastelfarver på gulve og vægge.

Relateret indhold