Pakhusene kort:
- Der er i alt fire gamle pakhuse på samlet 45.000 kvadratmeter.
- Pakhusene blev opført i 1950’erne og ombygningen af alle fire pakhuse bliver gennemført i løbet af 2021-2022
- Renoveringen af pakhusene forventes at kræve en investering i størrelsesordenen 300 millioner kroner.
- Lejerne i pakhusene i dag tæller især design- og arkitektvirksomheder som Cobe, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Gottlieb Paludan, Gubi og Lendager Group.
I dag er københavnerne mere til kontor end industri, og det ses tydeligst i Nordhavn, hvor området udvikles i dag til en bæredygtig bydel med boliger, erhverv, havnebad, butikker, idræt og kultur.
Det gælder også fire gamle pakhuse på Sundmolen, som over de næste år vil blive renoveret og omdannet til kontormiljøer til udlejning. Det sker som led i By & Havns nye forretningsstrategi for de fire næste år, hvor man vil øge indtjeningen på udlejningsdelen i selskabet med 50 millioner kroner.
Forretningsstrategien er fokuseret på at skabe mere bæredygtighed i byudviklingen, og ambitionerne for renoveringen af pakhusene er høje. I forbindelse med renoveringen søges pakhusene om muligt bæredygtighedscertificeret efter standarden DGNB.
– Pakhusene i Nordhavn er en unik mulighed for kommende lejere til at få kontormiljøer, der emmer af Nordhavns særlige kultur og historie som industrihavn men med en ny indretning med nutidens krav til et moderne kontormiljø, siger Henrik Steenstrup, der er direktør for Ejendomme & Byliv under By & Havn.
Fællesskaber på tværs
Selv om hvert kontorlejemål naturligvis skal passe til den enkelte lejer, har By & Havn fokus på at skabe en større helhed og dynamik lejemålene og lejerne imellem. Henrik Steenstrup siger:
– Vi vil gerne skabe gode betingelser for et fællesskab mellem lejerne, og vi kan også se, at der er en stigende efterspørgsel på flerbrugerkontorer, hvor man deles om fælles faciliteter. Derfor er det en del af strategien for, hvordan vi udvikler pakhusene på Sundmolen, og vi er ved at undersøge mulighederne for en række forskellige tiltag som eksempelvis fælles aktiviteter, fælleslokaler, kantineordning eller en fælles digital kommunikationsplatform.
Forventningen er, at de 45.000 kvadratmeter står klar og er fuldt udlejet i 2023.