I Odense har Fyens Alminnyttige Boligselskab (FAB) valgt Enemærke & Petersen til en omfattende renovering af bebyggelsen Højstrupparken. Det bliver samtidig entreprenørens første store renoveringsopgave på Fyn.
Parterne har underskrevet en kontrakt på hovedentreprisen på 522 millioner kroner, som skal give et velfortjent ansigtsløft til den 70 år gamle bebyggelse, som FAB ønsker at fremtidssikre.
Med den store renoveringsopgave skabes der samtidig nye arbejdspladser, da Enemærke & Petersen får brug for lokale kræfter til at løfte det store projekt.
– Det er med stor glæde, at vi har fået kontrakten med FAB, og vi ser meget frem til samarbejdet. Samtidig ser vi også byggeriet som et af de første af mange gode projekter på Fyn, siger administrerende direktør Henrik Mielke, Enemærke & Petersen.
Højstrupparken er tidligere udnævnt som et af Danmarks bedste eksempler på et muret byggeri, når der tales om almene byggerier fra perioden 1940’erne og 1950’erne. Projektet indbefatter bl.a. energirenovering samt nye udearealer.
Snuse-praktik
Foruden moderniseringen af Højstrupparken har de to samarbejdspartnere indgået et forpligtende samarbejde med Byg Til Vækst, der skal hjælpe ledige beboere med at komme i såkaldt snuse-praktik på byggepladsen. Med snuse-praktikken kan borgere stifte bekendtskab med byggebranchen og tilegne sig en række kompetencer, der potentielt kan sikre dem beskæftigelse i byggebranchen:
– Vi glæder os meget til den beskæftigelsesindsats, vi skal i gang med sammen med FAB. Vi har et godt kendskab til Byg Til Vækst og har stor respekt for de resultater, organisationen har skabt gennem flere år. Vi ser frem til samarbejdet og de nye kompetencer, vi så kan tilegne os i den sammenhæng, siger Henrik Mielke.
Starten på et fynsk eventyr
Renoveringen af Højstupparken vil blandt andet betyde, at boligerne får nye køkkener, bad og altaner samt får fjernet de omfattende kuldebrosproblemer. Derudover udskiftes vinduespartier, ligesom der etableres elevatorer. Dertil vil en stor del af boligerne blive indrettet som tilgængelighedsboliger.
Igennem planlægningsprocessen har der været et stort fokus på bæredygtighed, og på bæredygtighedstiltag i byggeriet. Det betyder, at byggeriet bliver det første store renoveringsprojekt på Fyn, der formelt bliver blåstemplet som et bæredygtigt byggeri i henhold til DGNB certificeringsordningen.
– Vi er rigtig glade for, at der i Højstrupparken indarbejdes både miljømæssige, økonomiske og ikke mindst sociale bæredygtighedstiltag til gavn for vores beboere. Bæredygtigt byggeri er noget vi arbejder meget målrettet med i henhold til vores strategi, så vi er rigtig glade for, at vi sammen med Enemærke & Petersen har lagt den bæredygtige overligger højt i dette projekt, siger direktør Jacob Michaelsen fra FAB.
Projektet sættes i gang i løbet af næste måned og forventes at være færdigt i starten af 2023.