Gamle ejendomme kræver klassisk håndværk

Renovering af ejendom på Niels Ebbeses Vej på Frederiksberg er udført i de oprindelige byggematerialer med nyt kobbertårn og naturskifer. Andelsboligforeningen vil bevare det særlige bymiljø.
Der er mange flotte bygninger i København, men med den høje arbejdsløn er det ikke altid de bliver renoveret. Det er dog ikke tilfældet på Niels Ebbesens Vej. Foto: Karoline Tiara Liberkind.
Der er mange flotte bygninger i København, men med den høje arbejdsløn er det ikke altid de bliver renoveret. Det er dog ikke tilfældet på Niels Ebbesens Vej. Foto: Karoline Tiara Liberkind.

Den særlige stemning på Frederiksberg i København er i den grad skabt af de mange klassiske etageejendomme fra slutningen af det 19. århundrede og i de efterfølgende årtier.

Det mener man i hvert fald i andelsboligforeningen AB, som derfor har valgt at renovere deres ejendom på hjørnet af Niels Ebbesens Vej og Sankt Knuds Vej. Foreningen har netop sagt farvel til håndværkerne og kan nu kigge op på et nyt naturskifer-tag og et rødfunklende kobbertårn.

For os var det naturligt at få vores slidte kobbertårn beklædt med nyt kobber i stedet for det billigere zink.

Formand Karin Find Andelsboligforeningen AB

Sådan ser en kort dronefilm fra byggeriet ud.

– For os var det naturligt at få vores slidte kobbertårn beklædt med nyt kobber i stedet for det billigere zink. Vi går op i at bevare den særlige byggestil, som vores bygning har. For os handler det både om herlighedsværdi, men også om bæredygtighed og at vælge materialer med lang levetid, siger Karin Find, der er formand for bestyrelsen i andelsboligforeningen.

Professionel hjælp til planlægning

Hjørneejendommen med de 15 lejligheder er bygget i 1903. Lejlighederne var tidligere på flere hundrede kvadratmeter og havde endda stuepigeværelse. Men tiderne skifter, og nu er de mindre. Tiderne er også skiftet for planlægningsprocessen. Trods den lange historie har selve bygningen ikke altid haft en fokuseret vedligeholdsplan, men efter foreningen har fået udarbejdet en plan i samarbejde med rådgiverne Gaihede, ingeniører & arkitekter, har de fået styr på renoveringerne. Projektleder i Gaihede, Michael Paraskevas, har været glad for at arbejde på renoveringen.

– For en bygningsingeniør som mig har det været et fantastisk projekt. Vi anbefalede bestyrelsen at satse på de oprindelige materialer som naturskifer og kobber, og resultatet er flot. Tagkonstruktionen står helt rent som det oprindelige, siger Michael Paraskevas, som glæder sig ved at se, hvordan kobberet kommer til sin ret på bygningen. Det skinnede rødbrune metal er benyttet til tagrender, skotrender, kanter og så selve det store tårn.

– Kobberarbejde som håndværk er ved at uddø, så det er en professionel tilfredsstillelse at se det i aktion her, siger rådgiveren, som stadig har en ældre kobbersmed i baghånden, som han trækker på i den slags sager.

Spiret står flot. Foto: Karoline Tiara Liberkind.
Spiret står flot. Foto: Karoline Tiara Liberkind.
Men det var noget af et arbejde at få den store mængde kobber på plads. Foto: Karoline Tiara Liberkind.
Men det var noget af et arbejde at få den store mængde kobber på plads. Foto: Karoline Tiara Liberkind.

Relateret indhold