Renoveringen af Brabrand Boligforenings afdeling Søvangen Afd. 2 forventes at stå på frem mod sommeren 2027, men allerede nu – efter ca. ni måneders arbejde er de første fire boliger – de såkaldte z-huse – ved at være klar til genindflytning.
Renoveringsprojektet, som udføres i hovedentreprise af Nordstern, omfatter i alt 21 boligblokke med 375 lejligheder, 50 rækkehuse og 20 fritliggende huse, der skal nedrives og derefter nyopføres. Det samme gælder tre af rækkehusklyngerne svarende til 15 boliger.
Mindre trafik, mere grønt: Planen for Vesterbro Torv er klar
Der er problemer med kuldebroer og utætheder ved vinduer, revner i murværk samt skimmelsvamp. Også det eksisterende fælleshus rives ned. I stedet opføres et nyt på 600 kvm. 20-26 af etageboligerne ombygges til tilgængelighedsboliger, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter.
Lavere driftsomkostninger
Renoveringen omfatter ikke kun en opgradering af bygningernes ydre og tekniske installationer, men også en forbedring af indeklimaet og energieffektiviteten. Dette vil give de nuværende og fremtidige beboere mere komfortable boliger med lavere driftsomkostninger.
Der er desuden lagt vægt på at bevare bygningernes oprindelige arkitektoniske udtryk, så områdets karakter forbliver intakt. Bæredygtighed er tænkt ind i alle faser af projektet; fra materialevalg til energiløsninger. Det skal gøre Søvangen til et fremtidssikret boligområde.
Brabrand Boligforenings direktør, Kristian Würtz, siger:
– Det er glædeligt, at anstrengelserne begynder at bære frugt, især for de beboere for hvem arbejdet har budt på svære perioder, hvad enten det er fordi, der er blevet arbejdet tæt på deres hjem, eller fordi de har måttet flytte midlertidigt, mens renoveringen har stået på, siger han.
Offentlige bygninger i forfald: Brancheforening vil have nationalt regelsæt for vedligehold
Han henviser bl.a. til, at arbejdet i boligforeningen blev udfordret af meget regn tidligere på året. Dertil skulle mange af opgaverne prøves af for første gang.
Renoveringen forventes tilendebragt i slutningen af 2027.