Lejlighederne på Peter Freuchens Vej i Aalborg har gennem de seneste to år været gennem den helt store tur, så beboerne i dag bor i moderne og bekvemme lejligheder med lavere energiforbrug.
NCC har i hovedentreprise for den almene boligorganisation Alabu Bolig omdannet 138 lejligheder til 120, og der er blevet arbejdet med næsten alt ved boligerne og samtidig har omgivelserne fået et løft.
Renoveringen har omfattet ny tagbeklædning, nye vinduer og døre i facade, nye altaner, efterisolering af facade, ligesom der er lavet en indvendig totalrenovering. Boligerne er gjort mere tilgængelige og nogle er lagt sammen. Desuden er der etableret indvendige elevatorer til de 42 nye tilgængelighedsboliger. Samtidig er der etableret nyt bad og køkken, ventilationsanlæg og komplette nye el og VVS installationer.
Hovedentreprisen er udført af NCC med egne håndværkere inden for tømrer, murer og beton, mens der for eksempel ved installationsarbejder har været brugt lokale fagentreprenører ved renoveringen.