Der er et stigende behov for både seniorboliger og seniorfælleskaber. Allerede nu er antallet af danskere i aldersgruppen 65 år og derover på lidt over 1,2 mio. – det tal forventes at være 200.000 personer større om bare ti år.
Derfor er der behov for flere ældrevenlige boliger med elevatorer, plads til at vende rollatoren i entreen og rummelige badeværelser og værelser i det hele taget.
Det har de fået øjnene op for i bl.a. AAB i Silkeborg og i Sampension, der begge renovere seniorvenligt, og nu også i to ældre ejendomme i Byggeforeningen af 1933, i daglig tale Byg33, i Holbæk. Her har Skou Gruppen netop påbegyndt arbejdet med en omfattende totalentreprise og renovering af 52 lejeboliger på henholdsvis Labæk og Borchsvej i Holbæk.
En del af boligerne skal gøres mere handicapvenlige og mere tilgængelige for ældre og personer med funktionsnedsættelser. Der bliver etableret elevator i begge bygninger, og en del af lejlighederne får bedre ruminddeling og mere plads. Således lægges lejligheder sammen i ejendommen på Labæk, så 18 lejligheder bliver til 12.
– Det er altid spændende at implementere nye standarder i gamle bygninger. De to ejendomme er opført efter datidens byggekrav, og under projekteringen har vi fået kigget nærmere på, hvordan de er udført. Det har ført til visse ændringer i løsningerne, så vi sikrer, at renoveringen lever op til de regler og standarder, der gælder i dag, siger Roland Hansen, som sammen med Allan Rudolph Pedersen er Skou Gruppens projektledere på opgaven.
Bedre indeklima
Udvendigt skal bygningerne efterisoleres, have nye ydervægge og vinduer samt nyt tag.
Indvendigt bliver boligerne moderniseret med nye køkkener, nye badeværelser, nye gulve og bedre lydisolering. Også indeklimaet forbedres med efterisolering, som skal eliminere kuldebroer, og med etablering af ventilationsanlæg i alle lejligheder.
En af de ting, som er justeret under projekteringen, er på Borchsvej, hvor det viste sig, at etageadskillelsen ikke bestod af bjælkelag, men af såkaldt romerdæk. Det betyder, at der skal etableres forstærkning under nogle af de nye badeværelser i ejendommen.
– I renoveringssager er der altid større og mindre udfordringer, som rimeligvis ikke har været til at forudse før igangsættelse af den enkelte sag. Sådanne udfordringer vil der også være på denne sag, hvor samarbejdet mellem bygherre, totalentreprenør og bygherrerådgiver skal fungere godt for at sikre opgavens tilfredsstillende løsning, siger projektchef Thomas Kaarøe, Kuben Management, som er bygherres repræsentant i projektet.
Skou Gruppen arbejder på projektet sammen med MonoArk og OJ Rådgivende Ingeniører samt bygherrens repræsentanter fra Kuben Management for at finde de bedste måder at gennemføre renoveringen på.