Boliger til seniorer
- Analyser viser, at behovet for plejehjemspladser vil stige markant. Kommunernes Landsforening vurderer, at der de kommende 10 år skal opføres op mod 13.000 nye plejehjemsboliger. Dansk Industri beregner behovet til helt op mod 35.000.
- Alene i København vurderer kommunen, at der vil blive behov for minimum 4.400 nye plejeboliger svarende til ca. 60 nye plejehjem frem til 2050.
- Etablering af privatdrevne plejehjem blev muligt med en ny lov om friplejehjem i 2015.
- Scandinavian Property Development er i dag en af de mest erfarne udviklere af ejendomme til formålet, med syv plejehjem i drift og tre under udvikling.
En tidligere industriejendom i Valby omdannes nu til et moderne, privatdrevet friplejehjem. Det er Scandinavian Property Development A/S, der har indgået aftale med BoStad A/S om at overtage ejendommen på Værkstedsvej 3-5.
Bygningen ligger i området omkring det tidligere grønttorv, som gennem de seneste år er omdannet til et levende bymiljø. Med ejendommen på i alt 5355 kvadratmeter vil Scandinavian Property Development nu også kunne tilføre bydelen et friplejehjem med i alt 66 nye boliger. Oveni kommer store fællesområder med en spise- og festsal, der har udsigt over København, fælles gårdareal og flere tagterrasser med god adgang til fri luft og udsigt over kvarteret.
– Med det stadigt stigende behov for plejehjemspladser er vi utroligt glade for at kunne erhverve en så velbeliggende og velegnet ejendom. Her er god plads og bogstaveligt talt højt til loftet, så vi kan skabe de bedste rammer for de ældre, siger Niclas Thorsbrenner, partner i Scandinavian Property Development A/S.
Han fortsætter:
– Vi stræber efter at udvikle plejeboliger af høj kvalitet med en grøn og bæredygtig profil. Også her passer ejendommen i Valby godt, fordi vi kan omdanne en eksisterende bygning og dermed sikre et stort genbrug af materialer og konstruktioner.
Det nye friplejehjem i Valby vil efter planen stå færdigt i september 2021.