Rockwools nye, gamle hovedkontor
- Bygherre: Rockwool Danmark
- Bygherrerådgiver og ingeniør: Niras
- Totalentreprenør: Hoffmann
- Arkitekt: Arcgency
- Omfang: Totalrenovering af 3.448 m2 kontorbygning fordelt på fire etager – heriblandt efterisolering, nye vinduer, nye ventilationsanlæg, nyt belysningsanlæg, konvertering fra naturgas til fjernvarme samt CTS-anlæg til styring, regulering og overvågning.
- Bæredygtighed: DGNB Guld-certificeret, og lever op til Bygningsreglementets kommende bæredygtighedskrav, der bliver indført i 2023.
- Kilder: Byggefakta og Rockwool
- CO2e
- Ifølge LCA-beregninger har Rockwool sparet ca. 370 t. CO2e ved at bevare og genbruge bygningens grundkonstruktion.
- Men hvad betyder CO2e egentlig?
- – CO2e dækker over de tre forskellige typer drivhusgasser CO2, metan og lattergas, der påvirker klimaet i forskellig grad.
- – For at kunne regne klimapåvirkningen fra de forskellige klimagasser sammen i ét tal, har man opfundet den fælles enhed CO2e.
- – Nyeste tal fra Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) anbefaler, at man bruger følgende omregning:
- 1 kg CO2 = 1 kg CO2e
- 1 kg metan = 28 kg CO2e
- 1 kg lattergas = 265 kg CO2e
- Kilde: Arla
Rockwools hovedkvarter i Hedehusene stod klar i 1972, og har siden gennemgået diverse renoveringer. Den seneste, yderst omfattende renovering har alene stået for 42 % reduktion af energiforbruget og samtidig bidraget til, at byggeriet er blevet DGNB Guld-certificeret og lever op til bygningsreglementets kommende bæredygtighedskrav, der bliver indført i 2023.
I sin 50-årige eksistens har den 3.448 m2 store kontorbygning formået at reducere energiforbruget med hele 64 %.
Konkret er det samlede energiforbrug i kontorbygningen i Hedehusene efter renoveringen faldet med 64 % fra 185 kWh/m2/år til ca. 68 kWh/m2/år. Det betyder, at bygningen nu lever op til renoveringsklasse 1, der fremhæver det lave energibehov og det gode indeklima. Samtidig viser LCA-beregninger, at der er sparet ca. 370 t. CO2e (se faktaboks) ved at bevare og genbruge bygningens grundkonstruktion.
– I mange tilfælde vælger man at rive ‘gamle’, utidssvarende bygninger ned og opføre nye i stedet, men heldigvis er der en stigende opmærksomhed på gevinsterne ved at renovere. Byggesektoren er ansvarlig for ca. 40 % af det samlede affald i Danmark, og 95 % af det stammer fra renovering og nedrivning, siger Frank Ove Larsen, der er adm. direktør for Rockwool i Norden.
En betragtelig omkostningsreduktion
Renoveringen er dog ikke bare en gevinst for miljøet, men har også en positiv effekt på de samlede omkostninger ved byggeriet, lyder det fra Frank Ove Larsen:
– Renovering er ikke bare rentabel i forhold til reduceringen af CO2-udledning, men også rent økonomisk. Den samlede pris for renoveringen er på ca. 17.000 kr./m2, hvor nybyggeri vurderes at ligge på 20.000-25.000 kr./m2. Det er da bestemt en omkostningsreduktion, der er til at tage og føle på.
Rockwools resultater ved renoveringen af det nye hovedkontor understøtter konklusionerne i den rapport, som Rambøll i 2020 udarbejdede for det tværfaglige branchepartnerskab ‘Renovering på Dagsordenen’.
Her konkluderede man på basis af 16 faktiske cases, at det miljømæssigt og totaløkonomisk er mest fordelagtigt at renovere fremfor at bygge nyt.