Et utraditionelt byggeri er vokset op af jorden på en matrikel i Slagelse Kommune. Bygherren, Slagelse Kommune, har efterspurgt den DGNB guldcertificerede daginstitution, Skovsøbakken, som er tegnet og projekteret af Friis Andersen Arkitekter A/S og hvor Georg Berg A/S har været hovedentreprenør.
Fem såkaldte kikkertsigter har været et gennemgående træk i alle tegnefaser af daginstitutionen, som fordeler sig på fem separate fingre, der alle er vinklet forskelligt i forhold til hinanden. Fælles for dem alle er dog, at de strækker sig ud over skråningen med frit udsyn over Vestsjællands bakkelandskab.
Palsgaard Spær har leveret en samlet råhusløsning bestående af vægrammer, gitterspær, plankespær og limtræ, mens den indvendige konstruktion i form af vindspærre er klaret med fibercement fra Swisspearl. Taget er konstrueret af henholdsvis gitter- og bjælkespær beklædt med rupløjede brædder med tagpap. Byggeriet, der fordeler sig på i alt 1.800 kvadratmeter, blev afleveret og taget i brug marts 2024.
Omgivet af træ
Direktør i Georg Berg A/S, Christian Berg, har både haft hoved- og tømrerentreprisen på det 18 måneder lange byggeri, og han har nydt udfordringen med koordineringen af alle fag på byggepladsen samt selve tømrerarbejdet på det store byggeri.
– Det er træ, der bærer disse huse. Så alt er kommet som træelementer i form af ydervægge, skeletvægge og tagkonstruktion. Bortset fra en smule stål i konstruktionen hist og her er det træ hele vejen igennem. Vi er skabt ud af en tømrervirksomhed, så vi har været glade for at være med, siger entreprenøren.
Bagved træbeklædningen sidder Swisspearls windstopper af fibercement, som stopper gennemstrømning af vind og fugt udefra. Swisspearls byggematerialer af fibercement er resistente over for omtrent alle miljøer og påvirkninger, hvilket gør dem til et ideelt byggemateriale til alle typer af uden- og indendørs vægbeklædning og tagdækning.
– Det er en cementbaseret plade, som ikke forgår. Det er et populært produkt, som jeg efterhånden har monteret på utallige bygninger, fortsætter Christian Berg.
Skrappe krav til bæredygtighed
For første gang nogensinde oplevede han, at en del af opgaven bestod i at skabe sekundære bygninger i terræn, som ikke var planlagt på forhånd. Det løste Georg Berg A/S ved at indhente restmaterialer fra en anden byggeplads i hovedstadsområdet, som de kunne improvisere med på byggepladsen i Slagelse.
– Det var unikt og virkelig spændende, fordi vi skulle skabe noget på stedet, som ikke var fastlagt på en tegning på forhånd. Så du er nødt til at forholde dig til de materialer, du har ved hånden, fortæller Christian Berg.
Resultatet blev, at genanvendt skiffer blev benyttet til facadebeklædningen på Skovsøbakken, mens overskudstræ blev omsat i en række sekundære bygninger som affaldsskure og bålhytter.
Georg Berg A/S bygger typisk for offentlige kunder, og i tilfældet Skovsøbakken var det bygherren, Slagelse Kommune, der satte rammen for omfanget af bæredygtighed i byggeriet. Kravene var skrappe, hvorfor byggeriet også blev lidt dyrere end andre institutionsbyggerier.
– Kravene ligger i hænderne på bygherren – sådan er branchen. Udbuddet definerede, at vi skulle affaldssortere i 11 fraktioner, så vi havde alle containere stående, hvilket var nemt, da vi byggede på åben mark med masser af plads. Desuden skulle vi indrapportere forbruget af brændstof, herunder også for vores underleverandører, fortsætter entreprenøren, som valgte Bygma som eneleverandør til alle materialer.
– De sikrer så, at alle krav er overholdt i deres system. Det er rigtigt fint med den form for samarbejde. Stor cadeau til Slagelse Kommune, at de går foran med dette bæredygtige byggeri, siger Christian Berg.