Over de senere år har Aarhus Havn undergået en voldsom forandring, og lige nu er entreprenør- samt byudviklingsvirksomheden A. Enggaard ved at opføre otte store kontorejendomme i den sydlige ende af havneområdet. Det er måske de færreste, der er klar over det, men rent faktisk bliver støvgener fra en byggeplads i dag klassificeret som mindst lige så generende som f.eks. støjgener. Det betyder, at det er slut med lastbiler, der hvirvler støvet op, når de kører til og fra byggepladsen.
Derfor stilles der i arbejdsmiljøets navn strenge krav, men da støv ikke er bekendt med love og regler, er man således nødt til at finde på andre metoder til at undgå støvskyerne. Hos A.Enggaard har man de seneste cirka 5 år anvendt det biologisk baserede støvbindingsmiddel Dustex til at løse opgaven, og anlægsformand Peter Jensen fortæller, at han har anvendt produktet på en række forskellige byggepladser.
Godt tilfreds med holdbarheden
Det gør han således også på byggepladsen i Aarhus Havn, der med sin placering i bymæssigt område gør støvgener særligt følsomme. Han er imidlertid godt tilfreds med egenskaberne i Dustex, der efter hans udsagn både holder godt på støvet, fæstner godt til underlaget og er vejrbestandigt.
Jeg synes, det holder fint. Selvfølgelig er vi fra tid til anden nødt til at vedligeholde med en ny sprøjtning, men generelt synes jeg holdbarheden er fin, og jeg har heller ikke oplevet problemer på andre af de byggepladser, hvor jeg har anvendt Dustex
forklarer Peter Jensen
Men det er ikke kun i Aarhus Kommune, man stiller krav til støvbekæmpelse på blandt andet byggepladserne.
Det gør man eksempelvis også i Syd Djurs Kommune, hvor entreprenørvirksomheden Færch & Co. har arbejdet med at opføre 82 lejligheder ved Ebeltoft, og på denne byggeplads er man også særdeles bekendt med støv, da tilkørselsvejene er meget sandede.
En rigtig god løsning til prisen
Man har tidligere anvendt vanding til at afhjælpe problemet, men det er langt fra altid, det løser problemet ordentligt. Hvis pladsen f.eks. er åben, og der er megen sol, fordamper vandet simpelthen for hurtigt. Derfor er man blevet glade for samarbejdet med Dustex, der sørger for at sprøjte tilkørselsvejene med deres støvbindingsmiddel. Det binder støvet effektivt og det bliver liggende. Selv regn er ikke noget problem, og effekten af midlet forstærkes faktisk blot af lidt vand.
Rent omkostningsmæssigt er det faktisk også en fordel at anvende støvbindingsmidlet fra Dustex, for det er ikke gratis at få en slamsuger til at komme og sprøjte med vand, og den skulle formentlig have været på besøg flere gange i den samme periode. Hos Færch & Co ser man altså Dustex som en attraktiv løsning, når man kigger på omkostningerne.
Også kommunerne er tilfredse
Også hos Skive Kommune er man tilfreds. Her fortæller formand Hans Peter Lauritsen fra Teknik, Miljø & Udvikling – Drift & Anlæg – Park & Vej, at man med stor succes anvender støvbindingsmidlet i blandt andet sommerhusområdet på Fur, på grusveje i boligbebyggelse samt på et par campingpladser. Det har man nu gjort i foreløbig seks sæsoner, og her er det ligeledes Dustex, der sørger for at sprøjte midlet ud.
– Vi beder typisk om at få sprøjtet to gange i en sæson, nemlig forår og efterår, men hvis vi kommer ind i en meget tør periode, kan vi godt finde på at bede om en ekstra sprøjtning i sommerhusområdet. Vi er glade for samarbejdet, og jeg synes, vi kan notere os en glimrende langtidseffekt. Virkningen bliver faktisk bedre jo mere, vi anvender produktet, idet der dannes en overflade, som meget fint holder på støvet, forklarer Hans Peter Lauritsen fra Skive Kommune, der på den konto kan sende venlige tanker til entreprenør Flemming Søndergaard, der tilbage i 2008 satte sig for at finde frem til et effektivt støvbindingsmiddel.
Biologisk og nedbrydeligt produkt
Følelsen af at gå eller køre i en støvsky er naturligvis ikke rar, og støvet slider desuden på det dyre entreprenørmateriel, men Flemming Søndergaard ville imidlertid ikke godtage de traditionelle produkter, der var på markedet. Kravet var derfor, at midlet skulle være naturligt, miljørigtigt og effektivt samtidig med, at det ikke måtte være skadeligt for hverken mennesker, dyr eller vand. Desuden skulle det være biologisk nedbrydeligt, og løsningen kom fra det norske støvbindermiddel Dustex, som produceres i Sarpsborg af Borregaard.
– Årsagen til at Dustex er en miljørigtig løsning skal findes i det, som produktet består af, nemlig Lignin. Nordmændene udvinder Lignin fra grantræer, som er bindemidlet i disse, og da Dustex er miljøneutral, betyder det, at der ikke opstår skader på hverken maskineri eller materialer. Ved brug af Dustex har interessen været stor blandt vores kunder, som typisk er entreprenører, pladsfolk og ingeniører. Det bliver vi bekræftet gennem det faktum, at når de først har prøvet Dustex, ja så kommer de altid igen, fortæller Entreprenør Flemming Søndergaard, som i dag er importør af Dustex til det danske marked.
Fakta
- Dustex kan anvendes til at dybdestabilisere kørevej og pladser.
- Den første patentering af brug af lignin til vejforstærkning går helt tilbage til 1912 i USA.
- Dustex har været anvendt i Norge i mere end 70 år og mere end 10 år i Danmark.
- Ved at erstatte salt med Dustex i forbindelse med støvbinding, kan CO2-udslippet reduceres mere end 70 %.
- Ved at erstatte cement eller bitumen med Dustex i forbindelse med dybdestabilisering af veje, kan CO2-udslippet reduceres med mere end 80 %.
- For hvert 1 kilo produceret Dustex bliver 1.467 kilo CO2 bundet og fjernet fra atmosfæren.
- Dustex kan hjælpe bygge- og transportsektoren med at nå de store CO2-reduktionsmål.