Vi oplever i stigende grad forespørgsler fra det professionelle segment på genbrugsmaterialer i større mængder. Det betyder, at vi så småt er ved at bevæge os fra unikaprojekter til egentlige genbrugsprojekter i industriel skala. Sådan siger Michael Kamstrup Søndergaard, der er adm. direktør i virksomheden Kingo, som har specialiseret sig i nedrivning og nedbrydning samt håndtering af genbrugsmaterialer til byggebranchen.
I hans optik er det vigtigt for byggebranchen, at genbrugsmængden øges. Det gør Kingo nu en ekstra indsats for ved at geare genbrugsproduktionen mere til det professionelle segment. Det betyder desuden, at Kingo lancerer konceptet Materialestøvsugeren. En af udfordringerne er nemlig at skabe overblik over tilgængelige materialer, samt sikre genbrugsmaterialer i den fornødne mængde på rette sted og til rette tid. Konceptet tager udgangspunkt i styklister til renovering eller nybyggeri, med sourcing af genbrugsmaterialer og det kan man blandt andet takket være de store mængder genbrugsmaterialer, virksomheden selv har i hænderne.
Fra bedemand til fødselshjælper
Kingo håndterer nemlig lige knapt 10 % af alt Danmarks byggeaffald, så derfor er man ikke i tvivl om, at man er klædt på til at klare opgaven. Som Michael Kamstrup Søndergaard udtrykker det, har man som nedrivningsfirma nemlig undergået en forandring fra at være en af byggebranchens bedemænd til at være fødselshjælper. Det betyder blandt andet, at man aktivt kan være med til at råde og vejlede kunderne omkring hvilke genbrugsmaterialer, der passer bedst til et givent projekt.
– Det er positivt både i forhold til bæredygtighed og konkurrenceevne. I mange år har genbrug af byggematerialer været et mindre forretningsområde, men nu er det ved at være dagligdag, og vi er faktisk i stand til at levere det, vores kunder efterspørger, uddyber Michael Kamstrup Søndergaard. Søren Malund Thomsen, der er chef for forretningsudvikling, føjer til, at man ligeledes i stigende omfang oplever at modtage ønsker og styklister fra nye byggeprojekter allerede i designfasen.
Nye forpligtelser ved nedrivning
Indsatsen hos Kingo understøttes af, at til næste sommer vil en ny lov om selektiv nedrivning være fuldt implementeret. Frem mod 1. juli 2025 skal Kingo således både lære at håndtere de nødvendige processer og uddanne medarbejderne til at kunne arbejde med den store ressource, som genbrugte byggematerialer udgør. Den nye lov om selektiv nedrivning stiller nemlig krav om autorisation til nedrivningsvirksomhederne.
Med loven bliver det altså muligt at stille krav om selektiv nedrivning, herunder forpligtelser for både bygherrer og nedrivningsvirksomheder ved totalnedrivninger på byggeri på 250 kvm eller derover. De konkrete regler er fastsat i tre bekendtgørelser, og her lægges der op til, at bygherren fremover skal sørge for, at der udarbejdes en plan for nedrivningen, samt at der tilknyttes en miljø- og ressourcekoordinator til projektet, også kaldet en standardiseret nedrivningsplan.
En voldsom forandring i branchen
– Miljø- og ressourcekoordinatoren skal hjælpe bygherren med at udarbejde og følge planen. Derudover skal nedrivningsvirksomheden have mindst én ressourceansvarlig tilknyttet. Den ressourceansvarlige har blandt andet til opgave at sikre, at medarbejderne instrueres i at behandle materialer og affald, så det muliggør en højere grad af genbrug og genanvendelse, forklarer Søren Malund Thomsen.
Det vil altså sige, at både bygherrer og nedrivningsvirksomheder derfor bliver påvirket af de nye regler. Han understreger videre, at byggebranchen står over for en voldsom forandring, der kræver tilvænning, men han føjer til, at potentialet er stort. Med de nye roller som miljø- og ressourcekoordinator får branchen nemlig et system, hvor det i højere grad sikres, at byggematerialer kan recirkuleres.