Det er ikke mange år siden, at den danske byggebranche oplevede et boom i solceller. Den politisk gennemførte solcelleordning gav sved på panden for installatørerne – først på grund af travlhed, senere på grund af usikkerhed om ordningens fremtid.
Da det gik op for politikerne, præcis hvor interessant ordningen var for borgerne, vendte de rundt og justerede på ordningen, og hermed gik luften ud af solcelle-ballonen.
Det skete til stor ærgrelse i byggebranchen og herunder også den danske virksomhed Komproment ApS. De har i en lang årrække leveret tag- og facadeløsninger til byggebranchen og var ligeledes godt involveret i solcelleløsninger, da justeringerne vendte rundt på situationen.
– Solcellemarkedet lukkede med et brag. Det skete fra politisk side “på den pæne måde”, hvor vi i branchen fik at vide, at det nok skulle gå, siger Niels Heidtmann, medejer og teknisk direktør i Komproment.
Skifer eller træ
Som erstatning blev der fra politisk side etableret en pulje penge til udviklingsprojekter. Her bød Komproment ind med en ide til et nyt tagsystem, som skulle indeholde alle de elementer, der var krævet af et moderne tag, men som samtidig var en helt ny løsning.
– Vi er et lidt atypisk firma i byggebranchen, da vi er nysgerrige og udviklende, lyder det med et glimt i øjet fra Niels Heidtmann.
Med yderligere midler fra Realdania lykkedes det at skabe et nyt tagsystem, som under Byggeri ’16 blev vist frem for første gang. Systemet er navngivet Climate Cover, og det blev endda nomineret til Byggeriets Energipris, hvor det dog måtte se sig slået af Knauf Comfortboard.
Tilbage i 2010 vandt Komproment faktisk Byggeriets Klimapris for sit arbejde med solceller i tagkonstruktioner.
Komproment kalder selv Climate Cover for “fremtidens klimaskærm til tag og facade”. Det består grundlæggende af et tag udført i naturskifer eller vedligeholdelsesfrit træ fra Kebony. Med i designet er en skjult boligventilation, hvilket betyder at tagløsningen ikke er “prydet” af ventilationshætter, som skæmmer i nogles øjne.
Systemet kan forsynes med 100 procent integrerede solceller. Der er således ingen paneler, som bryder tagets overflade. Er man ikke til rendyrkede løsninger i hverken skifer eller træ, er det også muligt at kombinere materialerne. Det er op til ens egen fantasi.
– Vi har i udviklingsfasen lagt vægt på, at løsningen skulle kunne meget mere end de traditionelle tagløsninger. Ventilationen er mere nødvendig, end den er pæn, og hvis vi ikke tænkte den ind i projektet, ville vi blot lave et nyt tag med solceller, og det er der ikke meget nyt i, siger Niels Heidtmann.
Første projekt udført
Climate Cover har allerede fået sin første kunde i Danmark. Æren er tilfaldet et vaskehus i Boligforeningen Ringgårdens afdeling ni i Aarhus. Her er løsningen udført på 230 kvadratmeter tagflade, hvor der er indbygget et 15,3 kW solcelleanlæg.
– De er meget begejstrede for løsningen, men om vi får lov til at udskifte til Climate Cover ved flere af deres kommende tagrenoveringer, er uvist. Men vi er rigtig glade for, at de har interesse for vores løsning, understreger Niels Heidtmann.
Climate Cover kræver et solidt udført undertag, hvilket Komproment også kan levere. Udviklingsfasen er desuden fortsat i gang. Der arbejdes på løsninger, hvor tagvinduer og skylights er designet ind.
Tagsystemet er desuden skabt med henblik på Cradle to Cradle principperne. Alle komponenter kan således skilles ad og genanvendes. Endnu er en decideret certificering ikke på plads, men der arbejdes på den, og en forundersøgelse har allerede afklaret, at der er masser af potentiale i tagsystemet ud fra et Cradle to Cradle perspektiv, oplyser Niels Heidtmann.